Nyheder30. november 2016

Thomas Madvig: Frygtede at blive ramt af "Bubber-faren"

Den danske MTV-legende fortæller om berømmelsen, da han var på alverdens TV-skærme
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/madvigart.jpg
 Foto: TV3 Danmark)

I aften er det MTV-legenden, Thomas Madvig, der har gæster i "Til middag hos" på TV3.

Med om bordet er musikeren Benjamin Koppel, den tidligere danser Vickie Jo, og Mascha Vang.

Thomas Madvig, der oprindelig kommer fra Farum var dj og radiovært, da han nærmest over en nat opnåede berømmelse over hele verden, da han blev vært på MTV i 1990'erne.

- Der var 2.000, der søgte jobbet, og jeg blev kom på mit glatte ansigt - uden at have været igennem en udvælgelsesproces - blandt de sidste 12 og fik jobbet, siger Thomas Madvig.

Fik angstanfald
Perioden som verdensstjerne blev en tid på godt og ondt for Thomas Madvig.

Han boede og arbejdede i London, og der kunne han gå rundt i ubemærkethed i det daglige trods sin store succes på TV-skærmen.

Men et besøg hjemme i Danmark var decideret ubehageligt.

- Jeg var på natklub i København, og det var forfærdeligt. Jeg følte mig i den grad overvåget, fordi jeg var kendt. Når jeg løftede min drink og drak og satte glasset ned igen, var der rigtig mange par øjne, der fulgte min mindste bevægelse. Det resulterede i et seriøst angstanfald, siger Madvig.

Efter to år på skærmen sagde han op.

- Cheferne ville proppe mig ind i en boyband-rolle, og det er slet ikke mig, så jeg stoppede, siger Madvig.

Medvirkende til, at han stoppede, var, at han frygtede at ende med at hænge fast i en bestemt rolle, som det ville være svært at frigøre sig fra.

- Bubber var mange år om at frigøre sig fra rollen i "Bubbers Badekar" - jeg frygtede, at det kunne gå mig på samme måde, siger Thomas Madvig i programmet.

Se hele udsendelsen i aften klokken 19 på TV3 og kig på et smugklip nedenfor:

Videoen til denne artikel er efterfølgende fjernet af Viafree

Sponsoreret indhold