Nyheder23. april 2024 (opd. 23. april 2024)

Svensk slikproducent stopper midlertidigt salg af chokoladeprodukter

Mere end 850 ton chokoladeprodukter bliver holdt på Cloettas lager, lyder det fra det svenske medie Expressen
Cloetta afventer nu flere informationer fra leverandøren, der slog alarm, samt laboratorietest.
Cloetta afventer nu flere informationer fra leverandøren, der slog alarm, samt laboratorietest.
 Foto: Matthias Bein/picture-alliance/d

Den svenske slikvirksomhed Cloetta stopper leverancen af flere chokoladeprodukter fra deres lager.

Det skriver det svenske medie Expressen.

Det sker, fordi palmeolien i chokoladen ifølge Malmøs miljøforvaltning er forurenet med kræftfremkaldende aromatiske kulbrinter (MOAH).

Blandt chokoladeprodukterne er mærker som Kex-chokolade, Center og Polly.

Der er tale om mere end 850 ton Cloetta-produkter, der er blevet sat i bero på lageret.

Cloettas kommunikationsdirektør, Laura Lindholm, bekræfter ifølge Expressen, at man har stoppet leverancen af produkterne for at være på den sikre side.

Hun siger desuden til mediet, at Cloetta nu afventer flere informationer fra leverandøren, der slog alarm, samt laboratorietest.

Hvis de gennemførte test giver grønt lys, vil man igen begynde salget af produkterne.

Laura Lindholm siger desuden til Expressen, at selv om der ikke er tale om en råvare, der går direkte ind i produkterne, så vil Cloetta ikke tage nogle risici.

Sponsoreret indhold