Nyheder6. februar 2009

Solkysten: Costa del golf

Sydspaniens kyst mod middelhavet er på vej tilbage, og det er et sandt mekka for golfhungrende danskere
Solkysten er spækket med golfbaner i alle sværhedsgrader og for enhver pengepung
Solkysten er spækket med golfbaner i alle sværhedsgrader og for enhver pengepung

Costa del Sol. I mange år var det danskernes foretrukne feriemål på linje med Mallorca. Men stigende priser, hoteller i forfald og faldende serviceniveau fik i 90'erne danskerne til at vende opmærksomheden mod nye rejsemål som eksempelvis Tyrkiet.

Men nu har turistorganisationerne på Solkysten taget konkurrencen op. Priserne er faldet, hotellerne renoveret og den gammelkendte arrogance er skiftet ud med brede smil og udpræget god service.

Den stigende popularitet kan også tilskrives de mange fantastiske golfbaner, der ligger som perler på en snor på hele strækningen fra Malaga til Gibraltar.

Dyrt og billigt
Her er noget for en hver smag - og pengepung. Fra lette parkbaner til en overkommelig greenfee (fra omkring 400 kr.)
til verdensklassebaner som Valderama, der dog hurtigt letter pengepungen for over 2000 kr.

Men hvad enten økonomien er til den ene eller den anden udfordring, kan man være sikker på en stor oplevelse.

Fælles for de fleste baner er nemlig, at de er i fremragende stand, og serviceniveauet er helt i top.

Og det bedste af det hele er, at man kan spille året rundt. Så når vinteren har lagt sin klamme snedyne over de danske fairways, skal der blot en 3 timers flyvetur til, for at man kan få banket rusten af de hengemte jern.

Golf er populært på Costa del Sol - ikke bare blandt danske turister - og der er run på de fleste baner. Derfor er det en god idé
at bestille starttider hjemmefra evt. gennem rejsebureauet.

SE og HØR rejste med Bravo Tours, der tilbyder deciderede golfrejser til Costa del Sol. Både matchture og individuelle pakkerejser, hvor der er sørget for alt, så man udelukkende skal koncentrere sig om spillet, hvilket kan være svært nok på de drilske og udfordrende baner.

Sponsoreret indhold