Nyheder25. april 2024

Slut med kulde: Nu kommer varmen endelig

Hvis man har udendørs planer i weekenden – og det ikke involverer skøjtebane eller sneboldkamp – er der omsider godt nyt
Kongens Have er et yndet udflugtsmål. Også i under Coronaepidemien.
Weekenden giver mulighed for at gå en tur i den lokale park, uden at hue og vanter skal pakkes.
 Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Det er sikkert kommet bag på mange, at vinterjakken endnu ikke er røget på loftet, men i stedet fortsat har været nødvendig at tage på, når man har bevæget sig udenfor.

For april har været både kold og våd indtil videre, men månedens sidste weekend ser endelig ud til at ændre en smule på det.

I første omgang skal fredagen dog lige overstås, da den ifølge DMI vil byde på regn og byer med lave forårstemperaturer på mellem fem og ni grader.

Men allerede fra lørdag kan der forventes tocifrede temperaturer. Et lavtryk syd for De Britiske Øer bevæger sig mod nord og bringer varm luft fra Nordafrika og Spanien til Europa.

Det kaster temperaturer mellem otte og 15 grader af sig med lidt eller nogen sol.

Søndag bliver endnu bedre, da termometeret kan vise hele 18 grader – lokalt i det sydlige Danmark kan det sågar blive lidt varmere.

– Desværre ser vejret ikke ud til at blive helt stabilt, så i perioder vil vejret byde på mange skyer, byger eller regn, mens vi i andre perioder får sol og tørvejr, skriver meteorolog Mette Zhang fra DMI om søndagens vejr.

Fra næste uge bliver prognoserne mere usikre, men umiddelbart ligner det, at der godt kan ventes temperaturer op mod 15 grader mandag og tirsdag

Sponsoreret indhold