Nyheder27. september 2016

Mads og Stephanie fra "Luksusfælden": Sådan går det i dag

Mads og Stephanie er ovenud lykkelige for at have deltaget i "Luksusfælden", fordi de nu har fået styr på deres forbrug og lært at spare op
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/luksusfaelden_i_ballerup_2.jpg
 Foto: TV3

Pengene fossede ud af Mads' og Stephanies pengepung hver eneste måned, men de havde ikke nogen synderlig gæld. De brugte en masse penge på spil og impulskøb, og det gjorde dem forvirrede over, hvor alle deres penge forsvandt hen. Blandt andet havde de en diversepost på over 11.000 hver eneste måned.

- Vi kunne ikke se, hvordan vi kunne spare. Men vi havde jo ikke nogen stor gæld, og hver eneste gang, vi havde set "Luksusfælden", kunne vi jo bare se, at den ene efter den anden stod med en kæmpe gæld. Og det havde vi ikke. Men så sagde vi, jamen lad og melde os til "Luksusfælden", og hvis vi kommer igennem, så kommer vi igennem. Og hvis ikke, så må vi finde på noget andet, forklarer Mads om han og Stephanies grund til at medvirke i det velkendte pengeprogram.

De føler begge, at deres medvirken i programmet har været grænseoverskridende, men at de har fået noget særdeles godt ud af det.

- Nu har vi en opsparing, og det havde vi ikke før, siger Mads.

De to unge forældre kan fortælle, at de overholder eksperternes budget hver eneste måned, hvor de også lægger penge til side til deres drømme. Og det næste på listen er et kørekort til Stephanie.

- Planen er, at jeg skal starte til næste år. Så vi sparer op til det nu, og så må vi se, hvad køreskolerne i området kan tilbyde, siger Stephanie.

Parret har egentlig råd til at sende Stephanie på køreskole nu, men grundet hendes praktikjob har de valgt at vente til det nye år. Men pengene bliver stadig sat ind på opsparingen, og den næste drøm står allerede i kø.

- Så vil vi jo gerne have et større sted at bo. For vi vil jo gerne have plads til et barn mere. Og et barn mere, det bliver, når jeg er færdig med min uddannelse, og det er til november næste år, forklarer Stephanie. De har derfor helt styr på, hvor lang tid de har til at spare op til at nå deres mål.

Sidst i aftenens afsnit af "Luksusfælden" fik Mads og Stephanie en flot gave af de to eksperter, Kenneth Hansen og Carsten Linnemann. Stephanie og Mads fik nemlig nye vielsesringe og en middag med deres gæster til deres forestående rådhusbryllup. Og gaven kom meget bag på det unge par.

- Vi blev meget overraskede, for i de andre afsnit, der havde de fået en tur i Lalandia eller sådan noget. Så det var meget overraskende, at det ligefrem var to helt nye vielsesringe, siger Mads om den store gave, som parret blev utroligt glade for.

- Vi havde ikke sigtet så højt, vi tænkte "ej, de har sikkert bare været i IKEA og hente et gavekort", fordi at mange de møbler, vi ønsker os, de er fra IKEA, forklarer Stephanie.

Parret er siden programmet blev optaget blevet gift, og de havde den nærmeste familie med til middag i Ballerup.

- Mads, han blev nok lidt overrasket, griner Stephanie og fortsætter:

- Han troede nemlig, at det kun var vores forældre og bedsteforældre, der var inviteret. Men jeg var også kommet til at inviteret vores mostre og onkler og deres børn. Så vi blev pludselig 40 i stedet for 20 mennesker.

Parret havde et rigtig dejligt bryllup, og det har et ganske enkelt budskab, de gerne vil give videre:

- Hvis du overvejer, om du skal melde dig til "Luksusfælden", så skal du bare gøre det, siger både Mads og Stephanie.

Sponsoreret indhold