Nyheder6. oktober 2017

”Rita”-stjerne: Vil i militæret

– Jeg har en idé om, at jeg skal i militæret efter 3. g, fortæller Sofie Juul Nielsen om sin fremtid
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/sofie-juul-nielsen-rita-lea1.jpg
 (Foto: Thomas Laursen)

Hvis man siger Sofie Juul Nielsen, ringer det nok ikke klokker hos de fleste danskere. Siger man derimod Lea fra ”Rita”, er folk pludselig helt med på, hvem man snakker om.

18-årige Sofie er et helt nyt bekendtskab for de mange fans af ”Rita”, hvor hun spiller den unge udgave af Charlotte Muncks rolle Lea.

En rolle, hun slet ikke havde regnet med at få, og som hun aldrig havde hørt om, hvis ikke hendes søster havde været vågen.

– Min storesøster bor i København, og hun havde hørt, at de søgte en ung pige til rollen som Lea. Hun tænkte så straks på mig og ville have, at hendes lillesøster skulle være skuespiller. Så vi sendte et billede ind og skrev et par linjer om mig, fortæller Sofie, som dog ikke havde de store forventninger til at få rollen, da hun aldrig havde spillet skuespil før.

Tidlig julegave

Den unge fynbo har aldrig haft en drøm om at blive skuespiller, og det kom da også bag på hende, at hun pludselig fik en rolle i en af Danmarks største TV-serier.

Da hun blev kaldt til casting og til sidst fik rollen, gik alt i sort for den smukke teenager.

Den 22. december sidste år var hun sammen med sine mange kusiner til en omgang julehygge, da hendes telefon begyndte at vibrere.

– Pludselig ringer min mobil, og jeg får at vide, at jeg har fået rollen. Så bliver jeg helt stille, og mine kusiner bliver helt vilde og spørger, hvad der blev sagt. Og da jeg så fattede det, kom jeg lidt op at køre og blev ret glad, siger Sofie om, da hun fik den endelige besked om, at rollen som Lea var hendes.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/sofie-juul-nielsen-rita-lea.jpg
 Foto: Thomas laursen

Sofie går til daglig i 3. g på Midtfyns Gymnasium, hvor hun har en linje med fokus på samfundsfag og idræt. (Foto: Thomas Laursen)

Sofie i trøjen

For tiden har stjernefrøet travlt med opgaver og lektier. Hun går i 3. g på Midtfyns Gymnasium i Ringe, hvor hun har en linje, der fokuserer på samfundsfag og idræt.

Når hun til sommer står med en studenterhue oven på de flotte lokker, står den på et sabbatår, der allerede så småt er planlagt.

– Jeg har en idé om, at jeg skal i militæret efter 3. g, fortæller Sofie om sin fremtid, hvor hun altså kommer til at trække i uniform, ligesom hendes far engang gjorde.

– Min far har været i militæret, og alle de historier, han har fortalt, har været rigtig fede. Han har stadig venskaber derfra, og jeg tror, at det har været med til at forme ham til den, han er i dag, fortsætter hun.

Ud over militæret har Sofie planer om at rejse en hel masse i sit sabbatår, hvor hun blandt andet gerne vil opleve Englands historiske bygninger og spændende kultur.

Læs mere om "Rita"-skuespillerinden Sofie Juul Nielsen i denne uges SE og HØR, der er på gaden nu.

Sponsoreret indhold