Nyheder11. november 2016

Pisk og blå mærker: Danse-Dinesen tæmmer tangoen

Mille Dinesen knokler inden kvartfinalen i Vild med dans, og det sætter sine spor på skuespillerinden.
https://imgix.seoghoer.dk/storage_1/media/vild_med_dans_4-572-cpo.jpg
 Foto: Claus Poulsen

Det er ikke kun ømme fødder og vabler, Mille Dinesen døjer med for at mestre promenader og hældrejninger på Vild med dans-gulvet.

Fredag er der kvartfinale i den uhyre populære dansekonkurrence, og i øjeblikket kæmper "Rita"-stjernen med at tæmme den argentinske tango under instruktion af dansepartneren, Mads Vad.

Og Mille Dinesen har pådraget sig røde mærker langs ribbenene og blå mærker på skinnebenene under træningen, viser parret i en video delt på Instagram, hvor Mads Vad filmer skuespillerinden.

- Jeg har været til tortursession med Mads Vad. Du kan jo se, jeg er blevet pisket, siger hun blandt andet, mens Mads Vad klukker bag kameraet.

- Han sagde, at det var helt normalt, når man dansede tango, at man fik pisk på den måde og blev helt rød, og jeg skulle være glad for, at jeg ikke var blevet rødere, lyder det videre fra Mille Dinesen, der trækker op i tøjet, så man kan se skrammerne.

Mærkerne har dog ikke taget det gode humør eller gåpåmodet fra den 42-årige skuespillerinde og den 32-årige professionelle danser.

De er mere end klar til at danse sig til semifinalen.

- Efter 25 gange argentinsk tango ligner det, at Mille Dinesen har fået pisk. Vi har det sjovt og glæder os så meget til på fredag, skriver Mads Vad i en tekst til videoen.

Der er finale i årets Vild med dans fredag den 25. november, og Mille Dinesen og Mads Vad er blandt bookmakernes favoritter til at snuppe trofæet.

Sponsoreret indhold