Nyheder15. marts 2017

Peter Aalbæk ramt af blodpropper

Ignorerede tegn på, at noget var galt
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/peter_2.jpg
 Foto: All Over Press)

Dansk films godfather Peter Aalbæk Jensen trak den til det sidste, da han forleden blev ramt af to blodpropper.

Det fortæller han til Ekstra Bladet onsdag aften.

Allerede søndag mærkede han, at noget ikke var, som det skulle være.

- Det føltes som en murerarbejdsmand stod med træskostøvler på min hule brystkasse, så smerten strålede ud i armene. Men sådan noget siger en mand jo ikke noget om, siger han til Ekstra Bladet.

Aalbæk, der har rundet de 60, ignorerede sygdoms-tegnene, og først mandag aften sendte han en mail til sin læge om symptomerne.

Straks tirsdag morgen beordrede lægen ham på sygehuset, og siden tirsdag har han været indlagt på Hvidovre Hospital, hvor han afventer en kikkertundersøgelse.

Peter Aalbæk Jensen stoppede sidste år som direktør i Zentropa og har ikke sin daglige gang i lokalerne i filmbyen i Avedøre. Han ejer dog stadig sammen med Lars von Trier 25 procent af aktierne i firmaet, men indtager en mere tilbagetrukket rolle end tidligere.

I det daglige har han kastet kræfterne ind sit voksende fritidslandbrug ved Herfølge, der knopskyder med en gårdbutik senere på året.

Sponsoreret indhold