Nyheder8. juni 2016

Optagelserne til Badehotellet skudt i gang: Det kan du forvente

Køkkenpigerne, Amanda, hr. Frigh, grosserer Madsen og alle de andre er igen tjekket ind på Badehotellet, for nu er optagelserne til næste sæson af den populære TV 2-program gået i gang. Og det lover ”rigtig, rigtig godt”, afslører en af hovedpersonerne
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/pix_11.jpg
 Foto: TV 2

Er du en af dem, der har siddet klistret til skærmen, når køkkenpigerne, Amanda, hr. Frigh, grosserer Madsen og alle de andre på ’Badehotellet’ tonede frem? Ja, så er du formentlig også én af dem, der ser frem til, at næste sæson af den populære TV 2-serie får premiere til næste år.

Og nu kan du for alvor godt begynde at glæde dig – for køkkenpigerne, Amanda, hr. Frigh, grosserer Madsen og alle de andre er igen tjekket ind på det idylliske badehotel. Tirsdag begyndte optagelserne nemlig til den nye sæson.

- Det er virkelig, virkelig skønt at være samlet igen. Den enormt gode modtagelse af sæson tre har givet os alle en masse ny, god energi, og det er så fedt, at folk glæder sig sådan til sæson fire, siger Amalie Dollerup, der spiller Amanda, til TV 2.

Og Amalie Dollerup tør godt love, at det bliver et fantastisk gensyn, når serien løber over skærmen til næste år. Det bliver ”rigtig, rigtig godt”, siger hun til TV 2:

- Alle er glade, vi griner meget og synes, det er nogle rigtigt dejlige historier, Hanna og Stig (manuskriptforfatterne, red.) har skrevet. Og så er vi gode til at bakke hinandens historier op. Her er virkelig god stemning, siger Amalie Dollerup til TV 2.

Dog vil hverken Amalie Dollerup – eller nogle af de andre skuespillere, der blandt andre tæller Rosalinde Mynster, Bodil Jørgensen og Lars Ranthe – vil dog løfte meget af sløret for, hvad der kommer til at ske i de nye afsnit af Badehotellet, der foregår i sommeren 1931. Men tidligere har manuskriptforfatterne bag 'Badehotellet', Hanna Lundblad og Stig Thorsboe, afsløret følgende til TV 2:

- Fjerde sæson bliver et fornøjeligt gensyn med alle de gamle gæster, men der dukker også nye ansigter op på det lille badehotel. Både nogle der tager hovedindgangen belæsset med dyre læderkufferter, og andre der banker på køkkendøren med hatten i hånden. For vi er nået til sommeren 1931, og verdenskrisen er for alvor kommet til Danmark. Men der er jo også en hel del historier, vi har sat i gang, som vi selvfølgelig kommer til at høre meget mere om, sagde manuskriptforfatterne i februar til TV 2.

I gennemsnit fulgte mere end halvanden million danskere med tredje sæson af Badehotellet, der blev vist hver mandag.

https://imgix.seoghoer.dk/mit_se_og_hoer_102.png

Sponsoreret indhold