Nyheder28. december 2023 (opd. 28. december 2023)

Opkald til Børnetelefonen stiger: Højere end sidste jul

Mens der blev gennemført 474 rådgivningssamtaler mellem den 23. til 27. december i 2022, blev der gennemført 514 rådgivningssamtaler i år

Antallet af opkald til Børnetelefonen har denne jul været stigende sammenlignet med juledagene tidligere år.

Det viser en opgørelse fra Børns Vilkår.

Mens der blev gennemført 474 rådgivningssamtaler mellem den 23. til 27. december i 2022, blev der gennemført 514 rådgivningssamtaler i år.

I 2018 blev der gennemført 353 rådgivningssamtaler.

- Stigningen skal desværre ses i sammenhæng med, at vi ser en generel stigning i den psykiske mistrivsel blandt børn og unge, siger direktør for Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl.

Mens opkaldende til Børnetelefonen udenfor juletiden ofte drejer sig om problematikker om skole, venner og mobning, er det særligt familierelaterede problemstillinger, der fylder hos børn og unge i julen.

- Mange føler sig overladt til familien på godt og ondt, når den skole eller institution de går i holder lukket over julen. De føler sig overladt til familien på godt og ondt, og kan ikke på samme måde som i hverdagen snakke med vennerne i skolen, siger Rasmus Kjeldahl.

De familierelaterede problemstillinger kan blandt andet dreje sig om psykisk sygdom i familien eller forældre, der har drukket sig fulde.

- Hvis de voksne har fået for meget at drikke, kan julen ende med ikke at blive særlig hyggelig eller måske ligefrem gå i vasken, siger Rasmus Kjeldahl.

Skilsmisse og sorg også blandt de emner, som opkaldende til Børnetelefonen ofte kredser sig om i julen. Det kan eksempel være, hvis et barn holder jul hos en forældre, mens den anden forælder er alene.

- Det er rigtig svært for mange børn at håndtere, og det kan være knyttet med dårlig samvittighed over for den forældre, der er alene, siger han.

Derudover modtager Børnetelefonen i juledagene en del opkald om spiseforstyrrelser, mens selvmordstanker og selvskade er begyndte at fylde mere blandt opkaldende de senere år.

- Hvis man har en spiseforstyrrelse, kan det være svært, når mad fylder så meget, som den gør mange steder i julen. Det kan virke provokerende på familien, hvis et barn ikke vil spise den mad, som nogen har lagt kærlighed i at lave, siger Rasmus Kjeldahl.

Sponsoreret indhold