Nyheder24. november 2016

Nu kommer musicalen om Rasmus og Tommy Seebach

Den musikalske families fascinerende historie og bagkatalog fortolkes til næste år i forestillingen "Seebach".
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/plakat_til_seebach.jpg
 Foto: Fredericia Teater

Far og søn, hits og historie, datid og nutid forenes i den nye store musical "Seebach", der får premiere på Fredericia Teater næste efterår.

"Seebach" hylder livet og musikken omkring den afdøde grandprixlegende Tommy Seebach og hans søn popstjernen Rasmus Seebach, afslører Fredericia Teater i en pressemeddelelse.

Musicalen vil tage publikum med på en musikalsk tidsrejse gennem de to herres bagkatalog.

- "Seebach" er fortællingen om en af de mest betydningsfulde familier inden for dansk popmusik. Om op- og nedture. Om den lette genre og dens tunge bagside i forhold til livet, døden, kærligheden og ikke mindst musikken, der indrammer det hele, skriver det sydjyske teater om forestillingen.

- Tilsat alle de store og folkekære hits bliver "Seebach" en storslået og overrumplende forestilling, der vil bringe publikum helt tæt på én af de mest rørende, tragiske og livsbekræftende fortællinger i dansk pophistorie, lover Fredericia Teater.

Rasmus Seebach er meget stolt over og glæder sig til, at sit og farens musikunivers rammer musicalscenen.

- Jeg er meget beæret over, at Fredericia Teater har valgt at kaste sig over at kreere en musical over min families historie. Jeg ved, at de går ind til opgaven med en sund blanding af ydmyghed og ambition, og jeg føler derfor, at Fredericia Teater er de helt rigtige til at fortolke vores historie, siger den 36-årige "Engel"-musiker.

Tommy Seebach døde som 53-årig i 2003. Den folkekære sanger var især kendt for hits som "Disco Tango", "Krøller eller ej" og ikke mindst balladen "Under stjernerne på himlen", som sønnike senere nyfortolkede.

Hvem der skal spille Tommy og Rasmus Seebach, afgøres ved en række store auditions i starten af det nye år.

"Seebach" får urpremiere på Fredericia Teater 29. september 2017, og den følgende sommer kommer musicalen til København og spiller på Det Kongelige Teaters Gamle Scene fra 22. juni 2018.

/ritzau/FOKUS

Sponsoreret indhold