Nyheder27. november 2015

Ena før dansefinale: - Nu kan jeg rigtig flirte

Skuespillerinden Ena Spottag er klar til finalen i Vild med dans. Deltagelsen har betyder, at hun kropsligt hviler mere i sig selv
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/vild_med_dans_11-82-cpo.jpg
 Claus Poulsen

Hun har tidligere styret udenom kjoler, pailletter og høje sko, men i Vild med dans har skuespillerinden Ena Spottag fået fremhævet sin feminine side.

- Jeg har lært nogle facetter af mig selv at kende, som jeg ikke var så gode venner med før. Jeg er blevet præsenteret for en helt ny verden. Kropsligt hviler jeg mere i mig selv, og jeg begynder at tage lidt mere makeup på end tidligere, siger hun til Ritzau Fokus.

Den 30-årige skuespillerinde har også fået et andet forhold til kropslig nærkontakt end tidligere.

- Jeg har haft et flirtekursus på nogle måneder nærmest. Man får et mere naturligt forhold til kropsnærhed, når man danser, og det er jo en del af en flirt. Tidligere flirtede jeg lidt mere distanceret, men den kropslige barriere er blevet brudt ned, og det tror jeg vil klæde mig meget godt, siger hun og tilføjer:

- Det er ikke sådan, at jeg nu tager i byen og går på jagt. Det ligger ikke til mig. Jeg går ud i byen og har det sjovt, og så opstår der måske pludselig noget, og nu kan jeg flirte på en anden måde end tidligere.

Skuespillerinden, der er kendt fra tv-serien "Badehotellet", danser med den professionelle danser Thomas Evers Poulsen i konkurrencen, og han har også kunnet mærke, at der er sket nogle ting med hans partner i løbet af konkurrencen.

- Jeg havde eksempelvis tvunget hende ned og få shellac (en særlig holdbar neglelak, red.) på neglene, og i bilen sidder hun så og beundrer det og siger, "jeg tror, at jeg skal have det her efter Vild med dans også". Det var første gang, at jeg tænkte, at nu var vi ved at komme ind til kernen, fortæller Thomas Evers Poulsen.

Når Vild med dans er slut for denne gang, drager Ena Spottag mod Aalborg, hvor hun skal arbejde ved teatret de næste to år, og hun er sikker på, at hun kan tage noget af det, hun har lært i dansekonkurrencen med videre i sin karriere.

- Der er i hvert fald noget, jeg kan bruge i mit karakterarbejde. Hver dans har en ny karakter, og det tager jeg med mig videre, siger skuespillerinden, der ikke ved, om selve deltagelsen i programmet får nogen betydning for de roller, hun får tilbudt i fremtiden.

- Det betyder selvfølgelig noget, at folk har set dig før, men det er bestemt ikke det, der har været bagtanken med det. Jeg vidste jo, hvad jeg skulle bagefter, og jeg gjorde det, fordi det lød sjovt, og det har været en kæmpe oplevelse, siger hun.

Fredag aften skal Ena Spottag og Thomas Evers Poulsen danse i Vild med dans-finalen i Forum Horsens, og showet bliver sendt live på TV2.

Sponsoreret indhold