Nyheder21. oktober 2009

Nikolaj Steen: Stor rolle

Musikeren følger i sin succesfulde søster Paprikas fodspor med en markant hovedrolle i ny serie
https://imgix.seoghoer.dk/media/se-og-hoer/kendte-dk09/oktober/nikolaj-steen-rolle-jpg.jpg
 Foto: All Over

Mens hans storesøster høster den ene pris efter den anden for sin fantastiske hovedrolle i dramaet "Applaus", står Nikolaj Steen også klar i kulissen

Han har nemlig hovedrollen i DR2s ny dramedy-serie "Manden med de gyldne ører", som har premiere den 4. november.

Her spiller han Jakob, som er en smart pladeselskabsmand, der lever det hårde rock and roll-liv med sexede wannabes, hurtige biler og flødeskum i rigelige mængder.

Han må kæmpe for sin tilværelse på alle fronter - mod sin nye kvindelige chef, mod konkurrenten Numsen, og mod junglen af selvhøjtidelige musikere og udbrændte stjerner. Samtidig skal han håndtere sin 14-årige datter, og som bekendt er livet med en teenager ikke gnidningsfrit - og slet ikke, når man selv opfører sig som én.

Foruden Nikolaj Steen tæller rollelisten bl.a. Kaya Brüel, Lars Ranthe, Anders Budde, Rudi Køhnke og Eddie Skoller, mens en lang række danske musikere medvirker som sig selv.

Serien er i 8 afsnit og er instrueret og skrevet af Simon Bonde ("P.I.S." og Gramsespektrum) og Michael Spooner ("P.I.S.").

Sponsoreret indhold