Nyheder20. juli 2017

Nikolaj Arcel skal arbejde sammen med Matt Damon

FIlmen om Robert F. Kennedy skal instrueres af danske Nikolaj Arcel, mens Matt Damon har titelrollen
https://imgix.seoghoer.dk/storage_1/media/md.jpg
 (Foto: All Over Press)

Nikolaj Arcel står bag storfilm som "En kongelig affære", "Sandheden om mænd", "De fortabte sjæles ø" og "Kongekabale". Og nu har udlandet i den grad også fået øjnene op for den danske manuskriptforfatter, der blev uddannet fra Den Danske Filmskole i 2001.

I august får hans filmatisering af Stephen Kings berømte bogserie "Det mørke tårn" premiere, men til Filmmagasinet Ekko, afslører Nikolaj Arcel nu sit kommende projekt.

Biografgængerne kan glæde sig til et historisk drama om præsident John F. Kennedys lillebror Robert F. Kennedy.

- Filmen starter med, at JFK dør, og hvad så? Der opstår et kæmpe hul, og så kommer den her lidt kiksede lillebror og skal prøve at overtage og blive nationens frelser. Det synes jeg er en fantastisk historie,” siger Nikolaj Arcel til Ekko.

Den danske filmmager har tidligere arbejdet sammen med internationale stjerner som Matthew McConaughey og vores egen Mads Mikkelsen, men i det kommende projekt bliver der også plads til prominente navne.

Matt Damon skal spille Robert, mens Ben Affleck producerer.

- Ben Affleck er en virkelig dygtig instruktør og Matt Damon en virkelig dygtig skuespiller og forfatter. De har hyret mig på baggrund af det, de allerede ved, jeg kan. Det er lidt som en blanding af Kongekabale og En kongelig affære, siger han endvidere.

Arcel har sin unge alder til trods et imponerende cv, men han overvejer altid hvilke opgaver, han siger ja til at lave.

- Jeg synes, jeg er et meget sundt sted, hvor jeg kan sige ja tak til Hollywood-drømmen på mine egne betingelser. Men det kan formentlig ikke være anderledes alligevel. De kan tilbyde store navne og mange penge, men hvis ikke det er film, jeg på forhånd kan se, at jeg vil komme til at elske at lave, så er jeg nødt til at sige nej. I modsat fald er jeg bange for, at jeg kommer til at lave noget lort, har Nikolaj Arcel sagt til Berlingske.

Sponsoreret indhold