Morten og Morten er venner for livet

I januar 1977 kom Morten Nørgaard til verden på Hjørring Sygehus. I februar fulgte Morten Poulsen trop på samme nordjyske sygehus. Det blev begyndelsen på et livslangt venskab for de to herlige herrer, der begge er født med Downs syndrom.

– Vi mødte hinanden oppe på sygehuset, dengang vi lige var blevet født. da vi kom til at ligge på stue sammen, siger Nørgaard.

Siden har de to 39-årige gæve gutter været uadskillelige. Deres mødre blev gode venner dengang på sygehuset, og det venskab er ført videre til deres sønner. De har gået i skole sammen, til spejder i fritiden, de er konfirmeret sammen, har rejst på ferie sammen utallige gange, arbejder sammen, og siden de flyttede hjemmefra, har de boet i samme bofællesskab.

– Vi er venner for livet, siger Nørgaard, mens Poulsen nikker samtykkende.

– Jeg tror aldrig rigtig, vi har været væk fra hinanden, siger Nørgaard.

– Nabo, råber Poulsen, når han skal have fat i Nørgaard.

Du kan se flere billeder af Morten og Morten i galleriet øverst

Morten og Morten bor dør om dør i Bofællesskabet Frederiksgade i Brønderslev, og de kunne ikke forestille sig, at det skulle være anderledes.

Flytter aldrig
– Jeg kan godt lide at bo sammen med Poulsen. I kan roligt regne med, at jeg er rigtig glad for min nabo, smiler Nørgaard.

– Jeg flytter heller aldrig væk, slår Poulsen fast.

Morten og Morten kan da også kun huske én gang, de har været uvenner, og det er rigtig mange år siden.

– Vi blev uvenner engang, da vi kørte i taxa sammen. Da vi kom ind i taxaen, krattede vi hinanden, men det måtte vi ikke. Men det var dengang, vi var små. Nu er vi voksne, så nu er vi gode venner altid, forsikrer de to gutter.

Uadskillelige
– Jeg er meget glad for Nørgaard, vi kender hinanden rigtig godt. Vi har altid besøgt hinanden meget. Det var næsten hver dag, da vi var børn, fortæller Poulsen.

Sådan er det stadig. De to er uadskillelige, og de elsker at tilbringe tiden sammen.

– Vi tager til mange koncerter, siger Poulsen.

– Og så kan vi godt lide at spille ludo og Wii sammen, afslutter Nørgaard sin gode vens sætning.

– Vi fortæller hinanden næsten alting, slår Poulsen fast.

Og de to har heldigvis stadig masser af plads i scrapbogen til flere minder sammen.

– Vi skal snart på ferie sammen igen med vores mødre, fortæller Poulsen.