Nyheder18. august 2021

Mistede sin mor til kræft: Nu opfylder Jacob hendes store drøm

Han var bare 19 år, da moderen bukkede under for den frygtede sygdom - inden gav hun ham og broderen en klar opfordring, som hans liv i dag leves efter
Af
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/jacob_lassen01_preview.jpg
 Foto: Alex Tran

Af Marianne Knudsen, Familie Journal

For tre år siden mistede Jacob Lassen sin mor. Hun døde af kræft. Blot 47 år gammel.

Han var 19 og slet ikke klar til allerede at miste sin mor. Men den aggressive kræft var ubarmhjertig og efterlod til sidst ikke noget håb.

https://imgix.seoghoer.dk/jacob_lassen19_preview.jpg

22-årige Jacob Lassen elsker Vesterhavet og er glad for, at han stoppede op og lyttede til sin nu afdøde mors råd. Foto: Alex Tran

Men hun nåede at tale med både ham og broderen. Og hendes opfordring til dem begge var klar:

- Husk at bruge dit liv på noget godt.

https://imgix.seoghoer.dk/jacob_mor.jpg

Før tragedien ramte. Privatfoto

Og det løfte har Jacob Lassen i den grad levet op til. Efter hendes alt for tidlige død var han ikke i tvivl om, at det skulle være noget godt for andre.

Derfor driver han i dag en mobil surfskole - sammen med sin gode kammerat tyske Robert - i Hvide Sande, hvor personer med handicap kan lære at surfe.

https://imgix.seoghoer.dk/jacob_lassen14_preview.jpg

Peder skal på efterskole i Ølgod efter sommerferien, men har planer om at komme ned på stranden i Hvide Sande og surfe med Jacob i weekenderne. Til gengæld har Jacob planer om at ansætte Peder på surfskolen, så snart Peder har afsluttet efterskolen. Foto: Alex Tran

- De smil, jeg får, når vi er ude på vandet, er ren lykke. Det er en helt anden glæde og taknemmelighed, når mennesker med et handicap lærer at surfe, for de troede ikke, at det var en mulighed, siger han til Familie Journal.

- Men det er det. Det skal det være, forklarer han videre og kan slet ikke lade være at fortælle om den unge blinde pige, Freja, der lærte at surfe.

- Det var det smukkeste øjeblik, da hun rejste sig på vandet, fastslår han begejstret.

- Min mor har altid sagt, at jeg var god til det sociale. Jeg er udadvendt, og den gave skulle jeg udnytte, og pludselig faldt hendes ord bare på plads.

- Jeg skulle ikke rode rundt med hurtige investeringer og aktiekøb. Jeg skulle gøre noget for andre, siger Jacob.

https://imgix.seoghoer.dk/jacob_lassen30_preview.jpg

Jacob har ofte sin mor i sine tanker, og han er slet ikke i tvivl om, at hun ville være så stolt af ham, hvis hun havde kunnet se ham nu. Foto: Alex Tran

Mindet efter mor

Surfskolen har fået navnet Blue Spirit, og logoet har Jacobs moster tegnet. Den lille hvide stjerne over i’et symboliserer Jacobs mor.

- Så er hun også med mig på den måde, siger han og er slet ikke i tvivl om, hvad hans mor ville have været, hvis hun stadig var her.

- Min lillebror og jeg er blevet overøst med kærlighed, så jeg er slet ikke i tvivl om, at hun ville være overdrevent stolt, hvis hun så mig nu.

Bag om surfskolen

Blue Spirit Family er et stort netværk med en masse tætte venner. Når man har været på kursus hos Blue Spirit, bliver man inviteret til Blue Spirit-familien. Som medlem kan man deltage i aktivitetsdage rundtomkring i landet og skabe nye venskaber.

Blue Spirit Family har sin egen Facebookgruppe, hvor personer med handicap og interesse for vandsport kan dele deres oplevelser, nyheder eller måske nye tricks for deres nye venner.

Læs mere om kurser og events på surfskolen på bluespirit.dk.

Sponsoreret indhold