Nyheder6. maj 2024 (opd. 6. maj 2024)

Mette Frederiksen venter flere russiske hybridangreb

Statsminister Mette Frederiksen ser, at krigen i Ukraine spreder sig til forskellige områder i Europa
Statsminister Mette Frederiksen (S) har mandag besøg af den finske statsminister, Petteri Orpo, for at tale om det nordiske og europæiske samarbejde.
Statsminister Mette Frederiksen (S) har mandag besøg af den finske statsminister, Petteri Orpo, for at tale om det nordiske og europæiske samarbejde.
 Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Krigen i Ukraine spreder sig til resten af Europa. Og den rykker også tættere på Danmark.

En af konsekvenserne er, at der vil komme flere russiske hybridangreb.

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde med den finske statsminister, Petteri Orpo.

- Jeg tror, at nogle europæere stadig tænker, at krigen kun foregår i Ukraine, men lige nu ser vi mere og mere aggressivitet fra Rusland.

- Vi vil formentlig se hybridangreb på forskellige områder. Det kan være kritisk infrastruktur, tilføjer hun.

Petteri Orpo er mandag på besøg i Danmark. Her skal han blandt andet tale med Mette Frederiksen om støtten til Ukraine, levering af ammunition og luftforsvar og løsning af migrationsudfordringen i Europa.

- Vi er enige om, at Ukraine er det vigtigste sikkerhedsproblem, og vi ser begge det presserende behov for at styrke den europæiske forsvarsindustri og øge vores produktion af ammunition, siger han på pressemødet.

En række hybridangreb har allerede fundet sted i Nato-lande, hvor hensigten har været at lægge et pres på landene, siger Mette Frederiksen.

- Vi fordømmer det. Det er ikke noget, som vi kommer til at acceptere.

- Og lad mig være helt klar. Det vil ikke have den indflydelse, som Putin og Rusland håber på. Vi vil støtte Ukraine, så længe det tager, understreger Mette Frederiksen.

Arbejdet med at forebygge og håndtere situationen er allerede i gang, men ikke alt kan blive delt med offentligheden. Mette Frederiksen har dog et hovedbudskab:

- Alle indbyggere i Nato skal være klar over, at vi nu igen er i en ny situation.

Hybridkrig er ikke et klart defineret begreb. Men eksempler på metoder er misinformation, propaganda og cyberangreb.

Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) advarer om, at de ser en større trussel for russisk hybridkrig i Danmark.

Truslen er rettet imod de virksomheder, myndigheder og organisationer som har relation til Danmarks militære støtte til Ukraine.

Sponsoreret indhold