Mads Holger er blevet bisat: Her er hele præstens tale
Mads Holger blev i dag bisat. Herunder kan du læse hele præstens tale:
For et lille år siden bisatte vi herfra Mads Holgers elskede mormor, kaldet Bedste. Familien har brugt kirken og Mads Holger har gjort det. Der er tale om et tilhørsforhold.
Hans endeligt er tragisk for alle, tragisk for de mange, der elskede ham, holdt af ham eller kendte ham og respekterede ham. For dette at tage sit eget liv vækker voldsomme følelser - fra den grådkvalte sorg til spørgsmålet ’Hvorfor’, og derfra til en vrede, hvis skygge igen er skylden: Hvad kunne vi have gjort for at undgå det? Men det, han gjorde, rummede nok sin egen konsekvens, hans egen konsekvens, for han var sin egen.
Men alle, der har været forbundet med ham, har stillet sig disse spørgsmål, for han var en elsket og respekteret mand. Man blev nok lidt forelsket i ham, for han var et venligt, klogt og ordentligt menneske – og karismatisk i sin udstråling.
Han var også elsket fra spæd af, han var et smukt barn, han blev en smuk mand, han var fra først af omgivet af kvinder, der forgudede ham, og sådan blev det ved med at være.
Mads Holger var exceptionel godt begavet og var det fra barnsben af. Han så sine medmennesker præcist an og kunne skille ad mellem de nære og de fjerne. Han gik tidligt mod enhver strøm og var sin egen. Han havde sine meningers mod og blev dem også bebrejdet – selvfølgelig, for han var anderledes. Hans pen var skarp, hans vid imponerende og hans retorik blændede. Han var en romantiker med høje idealer, ligesom hans person var stolt, rank, elegant og beleven. Hans dyder var høviske, han var i sit sind udpræget æstet, og hans holdninger social-konservative, ikke nødvendigvis national-konservative. Han var – også for den offentlige mening og i de sociale medier – en enspænder og han var helt sin egen profil, ikke rigtig set ellers i vores nærværende tidslige sammenhæng. Men den slags tærer også, for der bliver et ubærligt spænd mellem den offentlige optræden, det høje liv, den bevidste cigarføring – og så en dyb eksistentiel ensomhed, som ingen udefra kan nå. Men det var hans vilkår.
Det er blevet mig fortalt, at han brugte den store fugl, albatrossen, som metafor om sig selv. Den flyver flot, yndefuldt og imponerende, men den står ikke godt på jorden. Metaforen forekommer præcis. Det var han også – også i sin selverkendelse.
Han tillod sig også at være et troende menneske, hvilket mange finder er noget underligt noget, men han var et kristenmenneske, der værdsatte sin tradition og den historisk-åndelige sammenhæng, vi alle er børn af. Da han også var teolog og kendte til dette fags vidder, ligesom han faktisk gerne ville være præst på Fyn, vil jeg gerne som hans fagfælle anstille denne betragtning over Gudsbegrebet, som vil være i overensstemmelse med både hans Kierkegaards-læsning og min Mann-læsning: Gud er den yderste objektivitet og den inderste subjektivitet – Han er det ubegribeliges majestæt. Den vinkel på Guds virkelighed påkalder respekt og ærefrygt, og jeg er ret sikker på, at Mads Holger deri vil kunne genkende sin egen ydmyge holdning til en overvældende virkelighed, som han både kunne styre – og netop ikke styre.
Så han har levet hårdt, men han har også levet op til devisen efter krigen: Lev stærkt, dø ung! – en devise, som tillægges James Dean, som Mads Holger lignede i sin ydre fremtoning. Men han lignede faktisk også Goethe som åndfuld og vidende romantiker. For indsigten mod denne grænse mellem det yderste og det inderste kendte de. Vi kender den faktisk også, for vi kender grænsen, men vi vil nødigt erkende den. Men vi bliver nødt til at bøje os for den virkelighed, der er større end os – Mads Holger tog sin konsekvens og vi må bøje os for det også.
Vores opgave – som kristenmennesker, for det er vi jo, alle varianter til trods – er at tilgive ham. ’Forlad os vor skyld, som vi forlader vores skyldnere’. Det er vores pligt som Guds børn, og denne pligt er indeholdt i Guds løfte til os om, at Hans søn, Kristus, ’vil være med os alle dage indtil verdens ende.’ Det er Han også, og vi er af Hans slægt, fra vi fødes, døbes og til vi dør, og Han er også med os på de dødens stier, som vi alle må ud på. For Guds Søn, Kristus, er al opstandelses førstegrøde og al håbs udspring.
Det hele handler om Guds nærvær i begge skikkelser – nærvær både for de levende og for de døde. Derfor må kærligheden bære over medmennesket, men til gengæld rejse forelskelsens sten over ham. Det gør I; det gør vi alle. Og intet menneske glemmer sin elskede. Gud heller ikke. Og Guds kærlighed kender vi i Kristus, som Gud gav til verden som sin almagts forelskelse, for at ingen af os skal blive glemt. Amen.
Se alle billederne fra gæsternes ankomst til kirken her
[node:aller-related-content]