Nyheder29. april 2016

Kæreste og babylykke vigtigere end succesen: Lykkelige Lukas

Succesen om Graham vil ingen ende tage. Her får du alle detaljerne om hans forhold til skønheden, Marie-Louise, der får sangerens hjerte til at banke
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/lukas_graham_1_-_aop_2.jpg
 Foto: All Over

Hemmelig kærlighed og ren baby-lykke er vigtigere end succes.

Lukas Graham, 27, har i al hemmelighed dannet par med den danske skønhed Marie-Louise Schwartz, 25, i godt og vel tre år.

Parret flyttede sammen for to år siden – i maj 2014 – i en 118 kvadratmeter stor lejlighed på Christianshavn i København. En spytklat fra Grahams elskede Christiania, hvor han voksede op.

På trods af at Graham anslås at være god for et beløb i omegnen af 70 millioner kr., har den sympatiske popsanger bevaret begge ben på jorden – og har bevaret tilknytningen til sit gamle ”hood” tæt på fristaden Christiania.

Nu venter parret så deres første barn sammen. Parret har længe kendt til de lykkelige omstændigheder, men først i forrige uge var de klar til at fortælle omverdenen om deres kommende forældreskab.

Begyndte i USA
Babyeventyret begyndte faktisk i Los Angeles. Graham har opholdt sig i stjernebyen længe, og således har Marie-Louise rejst frem og tilbage – hun har nærmest pendlet mellem USA og Danmark.

Lige nu er Lukas Graham og bandet på turné i hele Nordamerika, og mange af koncerterne er helt udsolgte.

Alligevel vælger den populære popsanger nu at aflyse koncerter på grund af privatlivet. Selv om man siger, at man skal smede, mens jernet er varmt, så er det en helt anden dagsorden, Graham har.

Hemmelig lynvisit
I sidste uge kunne SE og HØR afsløre, at Lukas Graham tog en sviptur til København, alt imens hans karriere i USA er på kogepunktet.

Her hyggede han sig med kæresten på burgerbaren Sliders på Nørrebro. Efterfølgende tog de på Christiania og hyggede sig helt privat i et noget andet gear end det, han er blevet vant til i USA.

Forleden kom det frem, at Lukas Graham aflyste en stort opslået koncert den 29. april i Los Angeles.

Koncerten var en slags plaster på såret til hans Hollywood-fanskare, fordi han for en måned siden måtte aflyse den oprindelige koncert.

Mange fans sidder nu og afventer, om der kommer yderligere aflysninger på grund af Marie-Louises graviditet. I denne uge ventes han i både Chicago og Arizona – men der hersker en uvished, om han vil aflyse flere koncerter af private årsager.

Barsel til efteråret
Det siger meget om Lukas Graham, at han er så fokuseret på privatlivet, mens han står midt i sin karrieres allerstørste mulighed. Således har popsangeren meddelt, at han som en vaskeægte moderne far vælger at tage barselsorlov, når babyen bliver født.

- Jeg er simpelthen så glad. Til september kommer der en lille guldklump til verden, og vi glæder os helt utroligt meget, har Lukas Graham udtalt til Politiken, der også kan berette, at når den lille ny kommer til verden, vil bandet holde en turnepause, så den populære sanger kan få lidt barselsorlov.

Ingen andre danskere har i nyere tid haft så stor succes som Graham i USA, og hans sange ligger stadig helt i top på hitlisterne.

https://imgix.seoghoer.dk/mitsh-banner.jpg

Sponsoreret indhold