Nyheder5. februar 2016

Lakker det mod enden for Schumacher?

Formel 1-mesterens tidligere chef afslører, at det går ned af bakke for tyskeren
https://imgix.seoghoer.dk/media/aecc6dd355f2477282638869d8cf0719.jpg
 (Foto: All Over Press)
Den syvdobbelte verdensmester pådrog sig alvorlige skader i hovedet kort inden nytår i 2013, da han styrtede og slog hovedet mod en sten, mens han stod på ski med sin søn. Siden har tyskerens familie med talspersonen Sabine Kehm i spidsen haft held til at lukke fuldstændig ned for informationerne omkring den hurtige racerkører.
En af de få med adgang til Schumi er hans tidligere chef hos Ferrari, italieneren Luca di Montezemolo. Og i et opsigtsvækkende og desværre meget kort interview med BBC løfter han en flig af sløret for, hvordan hans gamle kammerat har det i dag, her to år efter den skæbnesvangre ulykke.
- Jeg har nyheder, og desværre er de ikke gode, fortalte han kortfattet. En kryptisk melding som motorsportsfans over hele verden nu frit kan tolke på. Er håbet ved at være ude for mesteren? Det har ikke været muligt for BBC at få Montezemolo til at uddybe den mystiske kommentar.
Schumacher var på ferie i Meribel med sin kone Corinna børnene Mick og Gina Maria den 29. december 2013, da det gik helt galt. Han blev efterfølgende opereret og lagt i kunstigt koma, og siden har rygterne svirret omkring den tidligere mesters tilstand. En måske lidt mere positiv opdatering kom fra franskmanden og tidligere kollega Philippe Streiff i slutningen af 2014. Han fortalte efter at have besøgt sin gamle ven: -Han får det bedre og bedre, men det er rigtig svært. Han kan ikke snakke, og han er paralyseret i en kørestol. Derudover har han problemer med hukommelsen, sagde han.
Med de nyeste oplysninger fra Luca Di Montezemolo ser det desværre ud til, at det i hvert fald ikke er blevet nævneværdigt bedre for Schumacher indenfor det sidste år. Michael Schumacher er den kører, der har vundet flest Formel 1-titler i historien. I 1994 og 1995 triumferede han som Benetton-kører, og fem år i træk fra 2000 til 2004 hentede han VM-titlen for Ferrari.

Sponsoreret indhold