Nyheder10. december 2016

Lærke Winther: Ærgerligt at julen er så materialistisk

Skuespillerinden Lærke Winther forsøger i år at sætte fokus på, at julen handler om andet end dyre gaver.
https://imgix.seoghoer.dk/media/c3b2680defef4293a2a6e920e660a383.jpg
 Foto: Claus Poulsen

Der skal ligge gaver under juletræet den 24. december - i hvert fald, hvis det for mange af os skal være den perfekte juleaften.

Normalt ligger der også julegaver under træet hjemme hos skuespillerinden Lærke Winther, men selv om hun forsøger at skabe den perfekte ramme for en god jul, er hun meget opmærksom på, hvordan det gøres - og hvordan det ikke skal gøres.

- Jeg synes, det er lidt overdrevet, når nogen får julegaver til flere tusinde kroner. Det behøver man altså ikke have brug for julehjælp for at synes, er dyrt, lyder det fra Lærke Winther.

Denne jul er hun gået sammen med Røde Kors og smykkefirmaet Pandora. Sammen afholder de en række juleworkshops for børn fra familier, der modtager julehjælp fra Røde Kors.

To adventsweekender i træk har hun sat sig sammen med 200 børn og hjulpet dem med at dekorere indpakningen til den smykkegave, som Pandora har doneret til Røde Kors-samarbejdet.

De to workshops er med til at hjælpe børn fra familier, der ikke har råd til at holde jul eller købe julegaver.

- Men det er jo ikke kun julegavernes pris, der bliver kørt op. Det er forestillingen om den perfekte jul og den perfekte kernefamilie, der skaber et forventningspres, siger Lærke Winther og fortsætter:

- Det kan jo godt blive en rigtig hyggelig december, selv om man måske ikke har nået at bage småkager eller konfekt dyppet i den dyreste økologiske chokolade.

Selv er hun mor til datteren Billie på 11, og det er vigtigt for hende at vise sin datter, at julen ikke handler om penge og de dyreste gaver, men om julehyggen og om at glæde hinanden.

- Jeg synes, det er ærgerligt, at julen bliver kørt op på den måde. Jeg tror, det giver mange mennesker et lille niv af mindreværd, hvor man ikke synes, at man er god nok, fordi det skal piskes sådan op, siger hun.

Lige som mange andre kan "Dicte"-skuespillerinden også godt føle sig utilstrækkelig, når den perfekte jul skal afholdes.

- Der må jeg lige stoppe op og sige "Det er okay, selv om jeg ikke får lavet julekager selv." Hatten af for dem der kan. Jeg synes bare, det er svært at planlægge alle de der ting, røber hun.

I år skal skuespillerinden for første gang holde jul uden sin datter, så derfor har hun planer om at lægge materialismen på hylden og i stedet omfavne julehyggen sammen med sin kæreste.

/ritzau/FOKUS

Sponsoreret indhold