Nyheder24. april 2024

Kunne vinde dansk OL-medalje men: Rico kan ikke få dansk pas

Rico Coker har kæmpet forgæves for dansk pas i 13 år og kommer ikke til OL, hvor han ville være medaljebejler
Breakdancer Rico Coker i København, lørdag den 17. december 2022. Rico Coker skal måske deltage for Danmark i OL i breakdance i Frankrig i 2024. Rico Coker har vundet Champions League indenfor breakdance.. (Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix)
Den 31-årige breakdancer Rico Coker har i 13 år kæmpet med at få et dansk pas, hvilket endnu ikke er lykkedes. Havde han dansk statsborgerskab, kunne det muligvis have kastet en OL-medalje af sig, da han tidligere har vundet de to største breaking-konkurrencer på verdensplan.
 Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Den danskfødte breakdancer Rico Coker har måtte opgive drømmen om at konkurrere ved sommerens OL i Paris, hvor breakdance er på programmet fir første gang.

Coker ville efter eget udsagn være en guldkandidat i OL-disciplinen breaking, men han kan ikke repræsentere Danmark uden et dansk statsborgerskab, og det når han ikke at få i tide.

- Det har spændt ben for at være med til hele kvalifikationen og samle nok point sammen, så jeg kunne dyste om podiet til OL. Det har været noget rigtig bøvl, siger Rico Coker i DR Sportens podcast Tyvstart.

Den 31-årige breakdancer har forældre fra Gambia og var ikke overrasket, da han fik sit seneste afslag fra Udlændingestyrelsen.

Han har i mange år arbejdet forgæves sammen med sin advokat.

- Dansk er mit modersmål, jeg er vokset op her, og jeg gik på Nyager Skole i Rødovre. Det er en 13 år lang proces, som har været virkelig frustrerende. Du får et lidt fjernt had til dit eget land, selv om jeg elsker det. Det er forfærdeligt at føle, at du ikke hører til, siger Coker.

Han har vundet de to største breaking-konkurrencer på verdensplan, nemlig Red Bull BC One og Undisputed.

- Red Bull BC One svarer til VM, mens Undisputed så er Champions League, sagde han til Ritzau i 2022.

Sponsoreret indhold