Nyheder29. september 2016

Krimiværterne: Her er vores tilståelser

Tror du, de to TV-værter har kørt fulde på cykel eller været på æblerov hos naboen? Få svarene her
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/wenstrup_lisbeth_og_jeppe.jpg
 Foto: Kaspar Wenstrup

Lige på og hårdt. Sådan var det for Lisbeth Østergaard at vende tilbage efter barsel. Sammen med Jeppe Nybroe er hun vært på ”Krimicentralen”, som TV3 i samarbejde med Ekstra Bladet sender live kl. 19 hver mandag til torsdag.

– Det er en ny TV-baby. Det er sjovt og udfordrende at være med til at skabe noget nyt. Men ligesom en baby er det skrøbeligt, når man bygger noget nyt op, men der er også mange muligheder for at være med til at forme det, siger 43-årige Jeppe Nybroe.

– Og når barnet kommer ud, er man på bar bund, uanset hvor meget man har forberedt sig, griner 36-årige Lisbeth Østergaard, der droppede værtsjobbet på ”Go’morgen” og ”Go’aften Danmark” for den nye krimitjans på TV3,

SE og HØR har mødt makkerparret til en snak om deres egne erfaringer med kriminalitet.

Har du kørt fuld på cykel?

Jeppe: – Ja, i gymnasiet, hvor jeg mere eller mindre blev løftet op på en cykel af mine søde venner. Det resulterede i, at da jeg vågnede næste morgen, manglede jeg halvdelen af ansigtet. Derfor har jeg også en skæv fortand i dag. Det er måske hændt en enkelt gang siden.

Lisbeth: – Jeg er ikke en særlig god cyklist og er meget glad for min bil. Jeg cykler ikke særlig hurtigt og er bange for at vælte. Så det tror jeg faktisk ikke, jeg har. Jeg tager en taxa, og ellers har jeg været så fuld, at jeg ikke kan huske det.

Har du kørt for stærkt i bil?

Jeppe: – Selvfølgelig har jeg kørt for stærkt ligesom alle mulige andre.

Lisbeth: – Ja, det har jeg. Og jeg får det helt dårligt over det, for vi har lavet noget på ”Krimicentralen” om, hvor galt det kan gå. Så jeg gør det mindre nu, da det har gjort stort indtryk på mig.

Har du været på æblerov hos naboen?

Jeppe: – Jeg tror ikke, jeg har været på æblerov, men så har jeg sikkert jagtet blommer.

Lisbeth: – Nej, det tror jeg ikke, jeg har. Men nu har jeg nærmest selv fået en halv æbleplantage i vores nye hus, hvor der er både æbler, pærer, blommer og figner. Jeg har sagt til naboerne, at de gerne må spise, men det gjorde de i forvejen, så det er mig, der bliver udsat for æblerov.

Har du stjålet i en butik?

Jeppe: – Ja, jeg stjal slik, da jeg var barn.

Lisbeth: – Det kan godt være, der var nogle af drengene på de seje knallerter, der fik lidt benzin lidt billigere, og jeg spiste lidt slik, som jeg ikke slog ind på kasseapparatet på mine forældres tankstation.

Du kan se Jeppe og Lisbeth i "Krimicentralen" hver mandag til torsdag klokken 19 på TV3.

[node:aller-related-content]

Sponsoreret indhold