Nyheder17. april 2024 (opd. 17. april 2024)

Kræftindsamling: Næstbedste resultat nogensinde

16.000 var forrige weekend på gaden for at samle penge ind til kampen mod kræft
Der har været gang i indsamlingsbøsserne hos Kræftens Bekæmpelse.
Der har været gang i indsamlingsbøsserne hos Kræftens Bekæmpelse.
 Foto: Bjarke Ørsted/Ritzau Scanpix

Der blev indsamlet 37,7 millioner kroner, da flere end 16.000 frivillige forrige weekend gik på gaden for at samle penge ind til kampen mod kræft.

Det er det hidtil næstbedste resultat, siden den årlige landsindsamling begyndte i 1986.

Det skriver Kræftens Bekæmpelse i en pressemeddelelse.

Organisationens formand, Helen Bernt Andersen, glæder sig over resultatet.

- Jeg har gået rundt med en rigtig god fornemmelse af, at vi ville ende med et flot resultat.

- Alle indsamlere, jeg har talt med, fortæller, at de blev taget rigtig godt imod, og at bøtterne virkede tunge.

- Nu er jeg glad for, at fornemmelsen holdt stik, og dybt taknemlig for alle jer, der selv har samlet ind eller støttet med en donation.

Indsamlingen fandt sted søndag 7. april og fortsatte herefter digitalt en uge frem.

Resultatet er 2,7 millioner kroner højere end sidste år, og det tilskrives blandt andet en stigning i antallet af frivillige indsamlere.

I 2023 gik flere end 15.000 personer på gaden for at samle ind, men antallet steg i år til over 16.000.

Det eksakte antal indsamlere er ikke oplyst i pressemeddelelsen.

For hver 100 kroner af indsamlingens overskud går 63 kroner til forskning, 22 kroner til patientstøtte, 11 kroner til forebyggelse af kræft og fire kroner til administration, fremgår det af pressemeddelelsen.

Kræftens Bekæmpelse er ifølge organisationens egen hjemmeside Danmarks største sygdomsbekæmpende forening.

Foreningen er privat og drives hovedsageligt for indsamlede midler fra befolkningen.

Tre procent af foreningens indtægter kommer fra det offentlige.

Næste landsindsamling finder sted 6. april 2025.

Sponsoreret indhold