Kongelige9. oktober 2017

Frederik og Joachim undgår hinanden

Det er blevet meget sjældent, at kronprinsen ses med sin lillebror – og familiekrisen påvirker dronningen
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/11_3.jpg
 (Foto: Claus Poulsen)

Aldersmæssigt adskilles de kun af et enkelt år, og der er kun 11 kilometer mellem deres boliger. Alligevel lader forholdet imellem kronprins Frederik og prins Joachim til at være tæt på ikkeeksisterende.

Senest måtte Joachims ældste søn prins Nikolai fejre sin 18-års fødselsdag uden at have sin onkel Frederik med til festen til søs på Dannebrog.

Kronprinsen var i stedet taget mod sydøst for at deltage i kapsejlads i Australien og i IOC-møde i Sydkorea.

Men det er langtfra den eneste gang i år, at den 49-årige kronprins og den 48-årige prins er gået glip af en mulighed for at ses.

De to fodboldglade brødre glimrede begge ved deres fravær i Parken til den vigtige fodboldlandskamp mod Polen – en begivenhed, der ellers før har kunnet samle familien.

Senere i september var det kun prins Joachim, som mødte op til den traditionsrige Kongefugleskydning, som Det Kongelige Kjøbenhavnske Skydeselskab og Danske Broderskab havde inviteret til.

Så sent som sidste år var det ellers en udflugt, de to prinsebrødre tog til sammen.

Artiklen fortsætter under billedet...

https://imgix.seoghoer.dk/kronprins-frederik-prins-joachim.jpg
 Foto: Dan Mariegaard
I september sidste år var både Frederik og Joachim til det årlige arrangement nord for København. Men i år var der ingen varme håndtryk bror og bror imellem. (Foto: Dan Mariegaard)

Prins Joachim droppede familiemøde

Ifølge forfatter og kongehusekspert Søren Jakobsen var splittelsen i kongefamilien mest tydelig, da kronprinsfamilien holdt sommerferie i Gråsten.

Her skippede Joachim og Marie den traditionelle familiekomsammen til fordel for en tur i sydens sol, hvor de blev set på en fransk sandstrand.

– Det var meget ejendommeligt, noterer Søren Jakobsen sig og peger på, at forholdet mellem brødrene har virket anstrengt i længere tid.

– Jeg tror, det skyldes Joachims flugt fra Sønderjylland, som på mange måder sidder i systemet i kongefamilien. Prins Joachim kunne have været en stor prins i Sønderjylland, men det kan han ikke i Klampenborg, hvor han træder rundt i de samme sociale kredse som sin bror. At han valgte at flytte lige ned i smørhullet omkring kronprinsparrets venner, var en strategisk fejltagelse, mener eksperten.

Artiklen fortsætter under billedet...

https://imgix.seoghoer.dk/danske-kongehus.jpg
 Foto: René Schütze)
Mens dronning Margrethe mødtes med kronprinsparret og deres børn i det grå Gråsten denne sommer, droppede Joachim og Marie den årlige familiesammenkomstfor at nyde sydens sol i stedet. (Foto: René Schütze)

Dronningen er påvirket

Til gengæld tror Søren Jakobsen ikke, at brødrene får en reprimande for det manglende familiesammenhold af deres mor dronning Margrethe.

– Jeg tror, dronningen er mere påvirket af hele situationen omkring prins Henrik, end offentligheden lige får at vide. Så jeg tror ikke, hun kan eller vil slå i bordet (over for sønnerne, red.) lige nu, fortæller han.

Det er med andre ord de to brødre selv, der må mande sig op og finde samme frekvens igen, hvis kongefamilien skal stå tydeligt sammen, i den svære periode der venter.

Læs mere om det danske kongehus i denne uges SE og HØR, der er på gaden nu.

Sponsoreret indhold