Nyheder6. november 2009

Kongefamilien: Ude i stormvejr

Himlen over Vietnam åbnede sig, og de kongeliges program på det officielle besøg måtte ændres
Prins Henrik opførte en lille regndans, da de kongelige måtte iføre sig det lidet royale regntøj
Prins Henrik opførte en lille regndans, da de kongelige måtte iføre sig det lidet royale regntøj
 Foto: All Over

Humøret fejlede ikke noget, selv om det vietnamesiske vejr viste sig fra sin mest våde side i går. Hverken hos prins Henrik, dronningen eller Frederik og Mary.

Hver især måtte de iføre sig meget lidet royale regnponchoer, da de skulle besøge Minh Manh-graven. Ikke mindst prins Henrik tog vejrliget med højt humør, og som en anden fransk klovn opførte han muntert en regndans for de øvrige.

Regent- og kronprinseparret har haft et stramt program under deres officielle besøg i Vietnam, men for første gang måtte et punkt ændres, netop fordi regnen har væltet ned det seneste par dage. En sejltur på floden måtte aflyses, fordi vandstanden var steget med 2 meter.

- Samtidig er strømmen meget stærk, og derfor er det svært at styre de fladbundede både, som vi skulle have sejlet i, siger den danske ambassadør Peter Lysholt Hansen til B.T.

Stormen over Vietnam har hidtil kostet 40 menneskeliv.

Sponsoreret indhold