Nyheder27. juli 2016

Jesper Theilgaard overvejer fremtiden på DR

Vil ikke flytte med, når DR Vejret bliver flyttet til Aarhus i 2018
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/jesper_theilgaard-01-cpo.jpg
 Foto: Claus Poulsen

Når Danmarks Radio om to år sender hele deres vejrredaktion til Aarhus, så kan det godt være, at de kommer til at kigge langt efter Jesper Theilgaard.

Han har nemlig ikke tænkt sig at flytte med til smilets by.

– Det har klart givet noget turbulens i hovedet, for jeg flytter jo ikke min bopæl til Aarhus. Til den tid er jeg 62 år, så der er også grænser for, hvor meget jeg gider pendle frem og tilbage. Det giver mig selvfølgelig overvejelser om fremtiden. Der er mange scenarier, og jeg er åben for alle muligheder og tilbud, der måtte komme. For jeg stopper jo ikke med at arbejde, siger Jesper Theilgaard til BILLED-BLADET.

Vejrværten understreger dog til ugebladet, at han godt kunne tænke sig at blive ved med at arbejde i DR.

Jesper Theilgaard har været ansat som vejrvært hos DR siden 1990.

Han har altså allerede kunnet holde 25 års jubilæum i den store mediekoncern.

Hvis Jesper vælger helt at stoppe i DR, så skal han nok finde noget at lave alligevel. Den populære vejrvært har nemlig skrevet flere bøger om vejr, og lige nu er han også igang med at skrive endnu en bog.

Så mon ikke han kan gøre forfattergerningen til en fuldtidsbeskæftigelse, hvis han skulle have lyst til det.

Sponsoreret indhold