Nyheder7. september 2015

Hella Joof: - Jeg har undskyldt til gamle kærester

Hella Joof har ikke altid været den glade og optimistiske kvinde, som hun er i dag
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/hella_joof_thomas_laursen.jpg
 Thomas Laursen

Af SØNDAG, redigeret af Louise Aarkrog, webredaktionen

Hella Joof lyder afklaret, beslutsom og tilfreds. Men sådan har det ikke altid været. Som ung var hun en noget mere selvmedlidende udgave, erkender hun. Sådan en, der godt kunne tage luften ud af lokalet. Sådan en, der tit var sur og skuffet og troede, at når folk ikke umiddelbart forstod hende, var det med vilje – de ville ikke forstå hende.

– Jeg var dårlig til at opdage det gode dengang. Hvis én i dag for eksempel siger: »Kan du huske i 80’erne, du var en af de smarteste piger på Montmartre?« Så tænker jeg: Nej, det kan jeg da ikke huske noget om. Jeg har også ringet rundt og sagt undskyld til mine gamle kærester, siger hun med et stort smil – man kan lige så godt indrømme fortidens dumheder, siger hun til SØNDAG.

LÆS OGSÅ: Alberte Winding: Med alderen kommer et overskud, men også en masse lort!

Siden har hun sat gode oplevelser i system. Hver aften ruller hun dagen igennem, samler alt det skønne sammen og »drysser glimmer på, så det bliver nemmere at huske«. Derfor vrimler det med gode oplevelser i hukommelseslageret – en ren dopaminfestival, kalder hun det: en gåtur i en rapsmark. En ledig parkeringsplads lige uden for mødestedet. En glæde ved at skrive. Et lunt æg fra hønsehuset. Ægtemanden, der kommer hjem fra arbejde. Samvær med venner. Eller den dag »min datter kom hjem med langt krøllet hår og bare var så glad, fordi hun var kommet ind på skuespillerskolen. Det var glæde til mange år. Vi talte om, at vi skal sige tak, så vi kan huske den følelse, hun havde netop da, så vi kan tage den frem på en gråvejrsdag. Den kan godt strækkes.«

LÆS OGSÅ: Lise Nørgaard: Jeg undrer mig over, at jeg er blevet så gammel

– Ordet TAK aktiverer nogle receptorer – tror jeg – oppe i hjernen, så man bliver glad. Hvis man tænker på, hvor meget der kan gå galt i løbet af en dag, og så tænker på alt det, der ikke gik galt, så er der meget at være taknemmelig for.

Hella Joof har imidlertid besluttet også at takke for de triste oplevelser og vanskelige vilkår.

LÆS OGSÅ: Karen-Lise Mynster havde en sorgløs ungdom med orangefarvet knallert og fåreskindspels

– Det handler ikke om at sige »ej, hvor er det dog godt, hvis jeg skal have sat benet af over knæet«. Det er jo ikke særlig fedt. Men jeg har lovet mig selv altid at få noget brugbart ud af oplevelser. Man taler så meget om, at mennesker kommer stærkere og gladere ud efter sygdom for eksempel. Det synes jeg måske nok er meget at forlange. Det er flot nok bare at komme ud af det. Måske lærer man, at man er pissesvag i sådan en periode, og at man har nogle sider, som man ikke bryder sig om. Hvis man kan bruge det til at acceptere og omfavne sig selv – til stadig at elske sig selv, så er det jo faktisk en meget fin erfaring, siger hun til SØNDAG.

Sponsoreret indhold