Nyheder6. juni 2016

Jan Fogs enke i retssag: Strid om formue

Boet efter Jan Fog skal betale en kvart million til reklamemanden Morten Angelo og Thomas Helmigs tidligere elskerinde

kamp om fogs formue

Det er godt et år siden, at kendismægleren Jan Fog pludselig døde af kræft som 66-årig. Men Danmark har langtfra glemt den folkekære TV 2-mægler, hvis program ”Liebhaverne” stadig bliver genudsendt, og for ganske nylig faldt der dom i en retssag om supermæglerens formue.

I 2013 lagde Fog sag an mod reklamemanden Morten Angelo og hans kone Tina Horsted, som sammen solgte en spektakulær bolig i Italien via Jan Fogs formidling.

Salæret blev Fog og ægteparret dog aldrig enige om, og nu skal boet efter TV 2-sølvræven betale 250.000 kr. plus renter og sagsomkostninger til Morten Angelo og Tina Horsted.

Jan Fogs enke Charlotte Juul, som arvede ejendomsmæglerens millioner, henviser til advokaten Axel Grove, som dog ikke vil uddybe om nederlaget over for SE og HØR.

– Jeg har ingen kommentar. Kan du stave til ingen? siger advokat Axel Grove. Siden har han og Fogbaglandet dog anket sagen for at vende nederlag til sejr. Det fortæller Morten Angelo til SE og HØR.

Jan Fog og Charlotte Juul giftede sig i december 2013, nogenlunde samtidig med at Fogs kræftsygdom blev offentligt kendt, og efter at kendismægleren tabte til den onde sygdom, arvede Charlotte Juul hele forretningen, som hun dog hurtigt solgte videre for et ukendt millionbeløb.

– Jeg vil egentlig gerne være privat, men jeg kan i hvert fald sige, at han er ufatteligt savnet af både venner og mig. Det har virkelig været hårdt. Mange af os er faktisk stadigvæk i en form for chok. Det er, som om vi stadigvæk ikke fatter det, har Charlotte Juul tidligere fortalt til Ekstra Bladet.

De 250.000 kr. plus renter, som striden drejer sig om, går til reklamemanden Morten Angelo og ekskonen Tina Horsted. Horsted har tidligere været i SE og HØRs spalter, da hun i 2013 havde en kortere, men hed affære med popikonet Thomas Helmig. Overlægen, som blandt venner går under navnet Swinger-Tina, var på daværende tidspunkt på elskovsferie med Helmig i Sydspanien, og i 90’erne optrådte den friske læge både topløs og med påspændingsdildo i bogen ”Fetich”.

Sponsoreret indhold