Nyheder4. januar 2022

Inger Støjberg er allerede blevet tilbudt nyt job

Hun er knap blevet kendt skyldig i sin rigsretssag og erklæret uværdig til at sidde i folketinget, men Inger Støjberg behøver ikke være uden job længe.
https://imgix.seoghoer.dk/storage_1/media/roed_7.jpg
 (Foto: Martin Høien)

Hun stjal en masse overskrifter i slutningen af året, men al omtale er som bekendt god omtale.

For selvom hun blev dømt til 60 dages ubetinget fængsel og derefter blev smidt ud af folketinget af de andre folketingsmedlemmer, så kan Inger Støjberg snart være tilbage i et politisk job. Det skriver B.T.

Avisen har været i kontakt med flere medlemmer fra Dansk Folkeparti, og her skal man altså være mere end klar til at tilbyde den tidligere udlændinge- og integrationsminister et job.

Kan afsone med fodlænke

Hvad jobbet hos Dansk Folkeparti præcis skal bestå i, uddybes ikke. En central DF-kilde siger dog, at Inger Støjberg kan ”få det job i partiet, hun ønsker”.

Det lugter dermed en smule af, at Dansk Folkeparti forsøger at lokke Støjberg ind i partiet med løfte om job.

Inger Støjberg får nemlig nemmere ved at afsone sin dom med fodlænke, hvis hun er i beskæftigelse.

Det kræver det nemlig som hovedregel, hvis man skal have lov til at afsone med fodlænke. Reglen kan man dog få dispensation for.

Har ikke takket ja

Til trods for den meget lukrative jobbeskrivelse, har Inger Støjberg endnu ikke takket ja til tilbuddet hos Dansk Folkeparti ifølge B.T.

Hvad Støjbergs fremtid skal bringe, kan offentligheden for nu stadig kun gætte på. Da Støjberg blev erklæret uværdig til at sidde i Folketinget, gav hun ikke udtryk for, at hendes politiske karriere var slut.

- Hvilken platform, jeg kommer til at kæmpe fra, det kan jeg ikke sige endnu. Men jeg tror ikke, I skal regne med, at det allersidste er sagt fra min side, sagde hun 21. december.

Den politiske opbakning til Inger Støjberg synes også enormt stor. Hendes to seneste Facebook-opslag har modtaget henholdsvis 64 og 52 tusind likes, samt over 30.000 kommentarer sammenlagt.

Sponsoreret indhold