Nyheder30. april 2016

Flere afbud til kongens fødselsdag

Norsk kongehus bliver hjemme fra Carl Gustafs fødselsdag for at ære ofre for helikopterulykke
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/mette-marit-haakon-sonja-ha.jpg
 Foto:All Over Press)

Der bliver rykket grundigt rundt på bordplanen ved festmiddagen i forbindelse med den svenske Carl Gustafs 70 års fødselsdag i dag.

Det har været kendt længe - og årsag til vrede i Sverige - at danske prins Henrik, der for nylig indledte en tilværelse som pensionist, ikke ville være at finde i Stockholm, når dronning Margrethes fætter fylder rundt.

Henrik foretrækker at deltage i Ordenshistorisk Selskabs 50 års jubilæumsfest, der finder sted på Kastellet i København i behagelig afstand fra Amalienborg.

Derfor må dronning Margrethe endnu en gang undvære sin mand ved sin side ved en officiel begivenhed.

Og nu er der indløbet hasteafbud fra fire medlemmer af det norske kongehus.

Det drejer sig om Kong Harald, dronning Sonja, kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit.

Baggrunden for det norske afbud er ikke - som i Henriks tilfælde - at man foretrækker et andet arrangement, men sker på en meget tragisk baggrund.

Det skyldes helikopterulykken ud for Norges kyst fredag, hvor 13 mennesker omkom.

Kongefamilien føler det ikke passende at forlade Norge i denne stund og bliver hjemme fra festlighederne for at ære de omkomne og efterladte. Kronprinsparret besøger i løbet af lørdagen, det krisecenter der er oprettet i forbindelse med ulykken.

Fra det norske kongehus sender man nu i stedet prinsesse Märtha Louise og hendes mand Ari Behn til Carl Gustafs fødselsdag.

Sponsoreret indhold