Nyheder10. januar 2017

Ulstrup i sorg: Far dræber kone, fire børn – og begår selvmord

Østjyllands Politi oplyser nu i en pressemeddelelse, at der ligger en familietragedie bag de seks dræbte, der mandag blev fundet i en villa i Ulstrup. Politiets vurdering er, at faderen har dræbt sin kone, sine fire børn og derefter begået selvmord
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/polfoto_59620947.jpg
 (Foto: Polfoto)

En ufattelig og uforståelig tragedie har ramt den lille østjyske by Ulstrup sydvest for Randers.

Mandag blev ligene af seks personer fundet i en villa i Amstrup Bakker ved Ulstrup, og siden har politiet og teknikere arbejdet på højtryk på stedet.

Nu oplyser Østjyllands politi, at der ligger en familietragedie bag.

I en netop udsendt pressemeddelelse tirsdag aften udtaler politiet, at det formentlig er faderen, der har dræbt sin kone, sine fire børn og derefter taget livet af sig selv:

- Baseret på de foreliggende oplysninger i sagen er det politiets umiddelbare vurdering, at de fire børn og den 42-årige kvinde alle er blevet dræbt af den 45-årige mand, som efterfølgende tog sit eget liv. Det har tidligere været nævnt i pressen, at der havde været et gasudslip i huset. Der er intet, der på nuværende tidspunkt tyder på, at gas har været årsag til dødsfaldene, skriver politiet i pressemeddelelsen.

De fire børn var to drenge på henholdsvis 3 og 11 år og to piger på henholdsvis 6 og 16 år.

Det var mandag klokken 12.03, at politiet fik en anmeldelse om et ”mistænkeligt forhold” på adressen.

Da politi og ambulancer ankom på stedet, fandt man de seks personer døde i huset.

https://imgix.seoghoer.dk/polfoto_59620948.jpg

Flaget gik tirsdag på halvt på Ulstrup Skole. Foto: Polfoto

Hele tirsdag har Ulstrup Skole flaget på halvt, mens lærere og personale har forsøgt at forklare skolens børn, hvilken tragedie der har ramt det lille lokalsamfund.

- Vi har i går og i morges forberedt personale, lærere og pædagoger på, at de skal tale med børnene om sagen. Så alle er klædt på til opgaven, siger Rasmus Møller, direktør for Børn og Skole i Favrskov Kommune, til Stiften og tilføjer: - Udgangspunktet er at tale med alle klasser, men der vil selvfølgelig være klasser og elever, som er mere påvirket end andre, siger han. Østjyllands Politi har endnu ikke offentliggjort identiteten på de seks dræbte. - Men Ulstrup er et lille samfund. Alle er dybt berørte, og det er lærerne, der står med den svære opgave at tale med børnene om det, som er sket, siger Rasmus Møller til Stiften.

Sponsoreret indhold