Nyheder2. august 2023

Efter skovbrande: Grækenland vil tilbyde en uges gratis ferie

Var man blandt de evakuerede turister på Rhodos, kan der være godt nyt på vej
Locals pull tree branches as a wildfire burns in Gennadi village, on the Aegean Sea Island of Rhodes, southeastern Greece, on July 25, 2023. (AP Photo/Petros Giannakouris)
Grundet skovbrande måtte flere turister evakueres på Rhodos. Nu vil Grækenland tilbyde dem en uges gratis ferie
 Foto: ASSOCIATED PRESS

Grækenland vil tilbyde en uges gratis ferie på Rhodos til de turister, der måtte evakueres som følge af skovbrande denne sommer.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Brandene fik over 20.000 lokale og turister til at flygte fra deres hjem og hoteller. Heriblandt var flere danskere.

Turismen er så vigtig for den græske økonomi, at de vil gå langt for at trække turisterne tilbage.

- Til alle de, hvis ferie blev forkortet som konsekvens af skovbrandene, tilbyder den græske regering i samarbejde med lokale myndigheder en uges gratis ferie på Rhodos næste forår eller efterår, så vi kan sikre, at de kommer tilbage til øen og nyder dens naturlige skønhed, siger den græske premierminister Kyriakos Mitsotakis til engelske ITV ifølge Reuters.

Det står endnu ikke klart, hvordan uddelingen af den gratis ferie arrangeres.

Skovbrandene brød ud den 18. juli på Rhodos og medførte den største evakuering nogensinde foretaget i landet, skriver Reuters.

Premierministeren fortæller, at skovbrandene påvirkede 15 procent af Rhodos, men at situationen er normal igen.

Det er ikke unaturligt, at der opstår omfattende skovbrande i Middelhavslandene, men klimaforandringerne forstærker det, påpeger Kyriakos Mitsotakis.

Flere hundrede danskere var iblandt dem, som blev evakueret på øen på grund af naturbrandene.

Det fik rejseselskaber som Tui og Sunweb til midlertidigt at indstille flere flyafgange til øen, da det stod værst til.

Siden er rejserne til Rhodos dog blevet genoptaget, efter at situationen er kommet under kontrol igen.

Grækenland er ikke det eneste land, der har oplevet konsekvenserne af ekstreme vejrforhold denne sommer.

Både Italien og Frankrig er blevet ramt af voldsomt haglvejr.

Sponsoreret indhold