Nyheder18. august 2017

Dar Salim tog chancen: Droppede pilotjob for at blive skuespiller

Han droppede et velbetalt job som pilot og fulgte en mavefornemmelse, der heldigvis viste sig at holde stik
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/6300.jpg
 Foto: Kaspar Wenstrup

I virkeligheden havde han det hele. Et fedt job som pilot, en løn, der var højere end, hvad han kunne nå at bruge, og fire fridage om ugen, der kunne bruges med vennerne på golfbaner rundt omkring i verden.

Men Dar Salim, der den 18. august kan fejre sin 40-års fødselsdag, har aldrig rigtig kunnet lide at spille golf. Og selvom han var stolt af at have opnået jobbet som pilot, var det, som om der manglede noget.

Da han ved et tilfælde landede en rolle i en tv-serie, begyndte en drøm at vokse i ham.

En drøm, han besluttede at virkeliggøre, selv om det på papiret virkede som en vanvittig chance, da han begyndte at tage kurser i skuespil og gå til castings.

- Jeg startede helt forfra. Jeg var ikke uddannet på teaterskolen, og jeg lignede ikke alle de andre, siger Dar Salim, der kom til Danmark fra Irak som syvårig med sine forældre.

- Jeg havde intet netværk i branchen, men jeg havde en fornemmelse i maven af, at jeg kunne finde ud af at spille skuespil, og at jeg kunne blive god til det, forklarer han.

Fornemmelsen skulle i den grad vise sig at holde stik.

Det er kun ti år siden, Dar Salim spillede med i sin første film, "Gå med fred, Jamil", men det er lykkedes ham at blive en af de danske skuespillere, der bliver castet til de eftertragtede hovedroller.

- Selv om jeg selv i processen synes, det er gået enormt langsomt, er det set udefra sket med raketfart, så i virkeligheden er det nok gået i det helt rigtige tempo, siger han.

Dar Salim har blandt andet gjort sig bemærket i hitserier som "Borgen", "Broen" og "Dicte", men undervejs har han også haft is i maven.

- Jeg valgte - især i starten - at sige nej til en del roller herhjemme, som jeg synes, var en kliché for, hvad nogle mente, en fyr som mig normalt får lov at spille - taxachauffør og gangster og sådan nogle ting. Så ville jeg hellere vente og lave noget andet, siger Dar Salim, der i stedet søgte mod udlandet.

Det har betydet, at han har medvirket i både tyske, engelske og amerikanske produktioner - herunder den voldsomt populære fantasyserie "Game of Thrones".

Karrierens højdepunkt var dog, da han sidste efterår tog anmeldere og publikum med storm i hovedrollen som den hævntørstige hjertekirurg Zaid i filmen "Underverden".

- Jeg er stolt af, hvor jeg er nået til på mit arbejde. Stolt og ydmyg, siger Dar Salim.

Han har dog ingen planer om at tage skridtet og flytte væk fra Danmark for at jagte en international karriere.

Det har han vidst, siden han for seks år siden blev far til sønnen Zidane.

- Jeg ved, min base skal være her. Min søn er mit anker, og jeg skal være her sammen med ham, siger han.

Er der noget, succesen har lært ham, så er det, at den kun er noget værd, hvis man har nogen at dele den med.

- Hvis man ikke har det, så kan man sidde i sin nok så fine lejlighed med sine nok så fine møbler og sit nok så fine job, men hvis der ikke er nogen, der er stolt af dig og elsker dig, og som du kan dele det med, så bliver det tomt og ligegyldigt, siger han.

Dar Salim kan i efteråret 2018 ses i tv-serien "Kriger", der sendes på TV2.

I galleriet herunder kan du se mange flere billeder af den populære skuespiller:

Dar Salim - billeder af skuespilleren

Sponsoreret indhold