Nyheder8. juni 2021

DMI: Sådan bliver junivejret

Der er godt nyt til de solhungrende danskere. Det solrige vejr fortsætter nemlig måneden ud
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20200703-213100-3-1920x1280we.jpg
 Foto: Christian Lindgren, Ritzau Scanpix

I sidste måned så det både ustadigt og køligt ud i prognoserne for sommermånederne. Særligt juli og august.

Men når det kommer til indeværende måned, er der bestemt kommet andre ikoner på vejrudsigten hos Danmarks Meteorologiske Institut. Og der er faktisk overvejende sol.

Tirsdag har DMI udgivet deres udsigter for resten af juni, og der er gode chancer for, at det varme sommervejr fortsætter.

Flest dage med tørvejr

Her lyder forudsigelserne nemlig, at der i denne måned vil være et overtal af solrige og sommerlige dage med tørt vejr.

Dog oplyser DMI, at der stadig kan komme byger, men nedbøren ser ud til at blive fordelt ujævnt over landet. Først i anden halvdel af juni vil vi komme til at opleve lidt mere omskifteligt vejr, og selvom temperaturerne vil stige, så kommer der efter alt at dømme også dage med kraftige byger.

I næste uge – altså i uge 24 – vil det varme vejr fortsætte.

- Dagtemperaturen ventes typisk at nå op mellem 17 og 25 grader, og nattemperaturen når typisk ned mellem 9 og 15 grader, skriver DMI.

Ugen derefter vil temperaturerne falde og vejret kan godt blive en smule mere ustadigt.

Det skyldes et lavtryk fra Atlanten, som kommer fra vest i starten af uge 25. Øst for lavtrykket, det vil sige over Danmark, kan der presses regnbyger op fra syd.

Generelt vil uge 25 byde på lidt mere varieret vejr med en blanding af solskinsdage, blomkålsskyer og regnbyger – måske med torden.

Selvom den efterfølgende uge stadig er svær at spå om, kommer DMI med en forsigtig forudsigelse.

Her vil vejret med al sandsynlighed skifte mellem sol og byger med vekslende skydække.

Uge 26 vil samtidig være overgangen til opbygningen af en højtryk, som blokerer for regn og byger i Skandinavien og som vil give sommerligt vejr ind i juli. Dog er prognoserne så langt fremme ganske usikre.

Sponsoreret indhold