Dine penge1. maj 2024

Prisen på diabetesmedicinen Ozempic dykker

Novo Nordisk reducerer Ozempic-prisen midt i diskussioner om offentligt tilskud
Nu bliver det billigere.
Nu bliver det billigere.
 Foto: Hollie Adams/Reuters/Ritzau Scanpix

Tilskud til diabetesmedicinen Ozempic har den seneste tid været et omdiskuteret emne, da det tærer på regionernes økonomi.

Men mandag har Novo Nordisk banket prisen ned på Ozempic.

Det skriver Politiken, der har fået prisfaldet, der skete mandag, bekræftet af Danmarks Apotekerforening og Novo Nordisk selv.

Ifølge førstnævnte er prisen på Ozempic faldet fra 1313,35 kroner til 873,35 kroner per pakke.

Novo Nordisk oplyser i et skriftligt svar til Politiken, at det blandt andet sker i forbindelse med diskussioner om tilskud til medicinen.

Medicinen koster op mod 24.000 kroner om året per patient og er dyrere end anden diabetesmedicin. Udgiften til medicinen ventes at have rundet 1,4 milliarder kroner i 2023.

I januar anbefalede Medicintilskudsnævnet, at danskere med type 2-diabetes ikke som udgangspunkt skal have tilskud til diabetesmedicin af typen GLP-1-analogere, som primært består Ozempic.

Anbefalingen blev sendt videre til Lægemiddelstyrelsen, der i sidste ende skal træffe den endelige beslutningen om tilskuddet. Den afventes stadig.

- I forbindelse med tilskudsprocessen har vi valgt at justere vores priser, og vi håber, at dette vil sikre, at de patienter, der har behov for Ozempic og Rybelsus (et andet Novo-diabetespræparat, red.) kan få adgang til behandling med klausuleret tilskud, som det er i dag, lyder det fra Novo Nordisk til Politiken.

Ozempic indeholder det aktive indholdsstof semaglutid. Det samme gør Novo Nordisks meget populære vægttabsmiddel Wegovy.

Men selv om Ozempic og Wegovy begge har en slankende effekt, er der forskel på betalingen for de to midler.

Wegovy skal man som patient selv betale for. Det koster mellem 1300 og 2400 kroner om måneden.

For Ozempic gælder det, at patienter med type 2-diabetes kan få tilskud til medicinen. Man skal dog som diabetespatient opfylde bestemte krav for at kunne få det offentlige tilskud.

Den seneste tids stigende brug af Ozempic har fået flere til at gisne om, hvorvidt medicinen bliver givet for en slankende effekt og dermed ikke af de rette årsager.

Sponsoreret indhold