Nyheder30. december 2015

Det vidste du (måske) ikke om dronningens nytårstale

En fast del nytårsaften er dronning Margrethes tale til Danmark. Men hvor godt kender du egentlig den traditionsrige begivenhed?
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/ao-470584.jpg
 (Foto: All Over Press)

Hver dansk familie har nok sine traditioner, der skal ske nytårsaften. Men om man er samlet hele familien, eller er en venneflok til fest eller har en aftenvagt på arbejdet, så er det nærmest kutyme at sætte sig foran TV’et klokken 18 for at se vores regent, dronning Margrethe, tale om årets gang i ind- og udland.

Men faktisk går traditionen med nytårstale fra de royale rækker længere tilbage end Margrethes tid på tronen.

Vi skal længere tilbage end Margrethes far, kong Frederik den 9., og længe før, TV’et overhovedet var opfundet.

Gennemgå listen herunder, hvis du vil blære dig med lidt liret fakta, når dronningen toner frem på skærmen.

1) Nytårstalen blev holdt første gang i 1880’erne af dronning Margrethes tiptipoldefar, kong Christian den 9.

2) Nytårstalen blev dengang kaldt for ”Skåltale til fædrelandet”.

3) Talen blev oprindeligt holdt den 1. januar og ikke, som vi kender det i dag, selve nytårsaftensdag.

4) Under Frederik den 8. blev talen trykt i aviserne for første gang, i 1941 blev talen sendt i radioen, i 1958 blev nytårstalen sendt på TV for første gang og endelig i 2010 streamet på nettet.

5) Som en af de få udsendelser på dansk TV bliver nytårstalen sendt samtidig på både DR1 og TV 2.

6) For første gang i år kan man via Danske Spil spille om penge på hvilke ord, dronningen bruger i sin tale. Man regner med stor sandsynlighed for, at ord som ”flygtninge”, ”Syrien” og ”terror” vil blive brugt.

7) Du kan dog helt sikkert regne med, at dronningen runder talen af med ordene ”Gud bevare Danmark”, da det er en fast tradition.

8) De første dage i januar efter nytårstalen efterfølges af nytårstaffel og nytårskuren for regentparret Margrethe og prinsgemalen. Den tradition kan spores helt tilbage til 1600-tallet.

9) Statsministeren afholder også en nytårstale. Det sker dog først den 1. januar og blev startet af Thorvald Stauning tilbage i 1940.

Kilder: kongehuset.dk, Wikipedia.org, Tvguide.dk, bt.dk.

https://imgix.seoghoer.dk/media/article/sh-cta_facebook_116.png

Sponsoreret indhold