Nyheder8. januar 2009

D-A-D: Gi’r en hånd til Island

Støttekoncert skal hjælpe økonomisk trængende studerende
Stig Pedersen, Jesper Binzer, Laust Sonne og Jacob Binzer spiller til fordel for islændingene
Stig Pedersen, Jesper Binzer, Laust Sonne og Jacob Binzer spiller til fordel for islændingene
 Foto: All Over

Som bekendt har den islandske økonomi det rigtig skidt for tiden, endnu værre end IT Factorys ditto, og det har nu fået D-A-D til at afholde en støttekoncert til fordel for Island - i Island.

Nærmere betegnet er der tale om en støttekoncert til fordel for projektet "Because We Care", der støtter islandske studerende, kunstnere og idrætsfolk. Siden midten af november er der blevet uddelt 352.000 kr., og støttekoncerten med D-A-D er det næste projekt.

Projektet udspringer oprindeligt af en håndfuld islandske elever, som måtte afbryde deres ophold på Idrætshøjskolen i Århus på grund af den økonomiske krise, og det kom en dansk finansmand for øre. Han tilbød at betale for resten af elevernes skoleophold. Dette inspirerede Idrætshøjskolen til at oprette "Because We Care".

Koncerten finder sted i Island, nærmere betegnet på spillestedet NASA i Reykjavik lørdag den 24. januar.

Sponsoreret indhold