Nyheder16. oktober 2017

Clement Kjersgaard og Kim Wall nomineret til prestigefyldt pris

Europas bedste journalist skal findes i Berlin på fredag, og både danske Clement Kjersgaard og afdøde Kim Wall er nomineret.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/kim_wall.jpg
 (Foto: All Over)

På fredag bliver Europas bedste journalist kåret til Prix Europa, som bliver afholdt i Berlin.

Og denne gang er en dansk journalist med i opløbet - nemlig Clement Kjersgaard fra "Vi ses hos Clement" og "Debatten". Det skriver dr.dk.

Helt konkret er han nomineret i kategorien "Best European Journalist of The Year", som er en af de største priser ved Prix Europa.

Clement er den eneste dansker, der er nomineret til prisen, og han kæmper nu mod journalister fra hele Europa om at få den prestigefyldte hæder.

Udover Clement er blandt andre også den svenske journalist Kim Wall, som blev dræbt, efter hun sidst blev set på opfinderen Peter Madsens ubåd, nomineret til prisen.

30-årige Kim Wall arbejdede som freelancejournalist for medier som New York Times og The Guardian.

Ved hver indstilling er der skrevet en motivation for, at netop dén journalist skal nomineres til prisen.

- Clement Kjersgaard er tv-vært i DR, hvor han insisterer på at få ærlige og klare svar fra politikere og andre indflydelsesrige mennesker. Han fortsættet vedholdende med at stille de samme spørgsmål, indtil seerne får et klart svar, og han har gjort det i mere end 10 år, lyder det i motiveringen.

Udover prisen som Europas bedste journalist bliver der også uddelt priser for andre udmærkelser i mediebranchen i hele Europa.

Danmark har flere produktioner med i opløbet. Blandt andet DR-serien "Bedrag".

Sponsoreret indhold