Nyheder14. november 2017

Ho ho ho! Burhan G udgiver julesang

På fredag udgiver Burhan G en julesang, men indtil videre vil den populære popsmed ikke afsløre for meget om sin kommende julesingle
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/burhan-g00.jpg
 (Foto: Kaspar Wenstrup)

Vi er vant til at høre ham skråle hits som ”Din for evigt”, ”Tættere på himlen”, ”Jeg’ i live” og ”Kærlighed og krig”.

Og fra på fredag kommer der så nyt øreguf fra en af Danmarks nok mest populære popsmede pt. Fredag udgiver Burhan G nemlig en julesang i anledning af, at december – og dermed julen – snart står for døren.

Burhan G afslørede for kort tid siden sin julehemmelighed på sin Instagram-profil.

Han afslørede dog intet om julesangens titel eller indhold, men mon ikke det kunne gå hen og blive en vaskeægte julehit i radioen?

Burhan G medvirkede for nylig i TV 2s populære ”Toppen af poppen”.

Her åbnede han op for den dramatiske og svære periode i sit liv, hvor han blev forelsket i den gifte jetsetter Sarah Zobel, som han indledte en affære med.

Burhan G og Sarah Zobel blev stormende forelsket i hinanden i 2012 – mens Sarah Zobel stadig var gift med sin mand gennem 13 år, balletdanseren Alexander Kølpin.

Kærligheden mellem Burhan G og Sarah Zobel resulterede i en svær skilsmisse mellem jetsetteren og Alexander Kølpin, som desuden var far til hendes to børn.

På sidelinjen stod Burhan G – og det var en hård tid. Det fortalte den 34-årige sanger i det afsnit af ”Toppen af poppen”, hvor han var hovedperson.

- Der var rigtig meget ballade omkring den situation, altså, når der er sådan noget som skilsmisse og børn involveret, så bliver man lige pludselig en del af en film, man ikke vil være med i. Det var virkelig hårdt, fortalte Burhan G i ”Toppen af poppen” om dét at stå på sidelinjen i en svær skilsmissesag.

I forbindelse med det hele valgte Burhan G at sætte ord på sine tanker. Det blev til sangen ”Din For Evigt”, som netop handler om kæresten Sarah Zobel. I sangen fortæller han om ”Forbudte kys der bliver til kærtegn” – og ”Jeg kan prøve, men jeg kan ik´la vær. Og hvis jeg går og siger farvel. Så ved jeg du finder mig alligevel”.

Om den personlige sang forklarede Burhan G i et afsnit af ”Toppen af poppen”:

- Dén sang var ligesom sådan et skrig om hjælp. Det var min måde at tale til verden på, fordi jeg havde trukket mig fra det hele og havde ikke rigtig lyst til at være en del af det, men det var man jo.

Mens Burhan G ikke før har sat store ord på sin affære med Sarah Zobel, har jetsetkvinden før åbnet op om den svære tid.

Det gjorde hun i et interview med BT i oktober sidste år til BT:

- Det er dybt egoistisk at splitte en familie ad. Men jeg tror, at man nogle gange møder et menneske, man skal møde på et givent tidspunkt, kald det skæbne, eller hvad du vil. Det kan godt være, han eller hun kommer ind i ens liv på en lidt uheldig måde, men du er nødt til at have tillid til skæbnen. Vi vil gerne kontrollere alting, men nogle gange kaster livet brikkerne op i luften, når vi synes, vi har allermest kontrol over det. Vi kan ikke kontrollere alting.

Sarah Zobel og Burhan G blev forældre til sønnen Dallas 29. december 2015. I forvejen har Sarah Zobel børnene Roberta og Vincent, som hun har fra ægteskabet med Alexander Kølpin.

Du kan se billeder af Sarah Zobel og Burhan Gs kærlighedsferie til Maldiverne i begyndelsen af 2013 herunder:

Sarah Zobel og Burhan G: Hed kærlighedsferie

Sponsoreret indhold