Nyheder28. oktober 2016

Bjørg vil knække cancer: Blev ikke taget seriøst hos lægen

Lægerne sagde, at intet var galt, men Bjørg Malling Mortensen blev ved. Noget var ikke i orden. Og i 2009 fik hun konstateret tarmkræft.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/bz5i2102.jpg
 Foto: Claus Poulsen

I aften kan du møde Bjørg Malling Mortensen på dansegulvet med profdanseren Rene Christensen, når der skal samles ind til at knække den forfærdelige sygdom i ”Vild med Dans – Knæk Cancer”.

I 2009 måtte Bjørg Malling Mortensen således slå hårdt i bordet hos sin læge. Hun havde således kraftige mavesmerter, men lægen blev ved med at slå fast, at intet var galt. Men Bjørg var sikker. Der var noget, som ikke var i orden. Til sidst fik hun konstateret tarmkræft i en alder af 19 år.

- Det startede med at jeg gik til lægen mange gange, da jeg havde mavesmerter, kastede op og jeg havde tabt mig rigtigt meget. Men jeg blev ikke rigtigt taget seriøst hos lægen. Jeg fik at vide, at det var stress. Til sidst slog jeg i bordet, da jeg havde tabt mig 10 kilo på under en måned. Derefter fik jeg en kikkertundersøgelse, og der opdagede lægerne en tumor i tarmen, som viste sig at være tarmkræft. Og kort tid efter havde canceren spredt sig til det omkringværende lymfesystem og min lever, fortæller Bjørg Malling Mortensen om sit kræftforløb.

En kamp om livet

Pludselig var ungdommen med fester og venner skiftet ud med kemo og en kamp om livet,

- Jeg var 19 år på det tidspunkt, og hele min verden brød sammen. Jeg fik kemo og stråler hver dag i fem uger og gik igennem 10 operationer. Det var helt forfærdeligt at føle, at gulvet var blevet revet væk under mig, så jeg faldt ned i et stort sort hul. Jeg var meget bange for at dø, og jeg havde svært ved at håndtere angsten, lyder det fra Bjørg.

- I starten tænkte jeg, at kræft var en gammelmandssyge, og jeg havde ikke gjort mig nogen tanker om min egen død.

Lægerne kunne nemlig ikke garantere, hvorvidt den 19-årige pige ville overleve sygdommen.

- Jeg viste ikke, hvilket ben jeg skulle stå på, da de ikke kunne sige, om jeg ville overleve. Men min familie har støttet mig 100 %, hvor min mor tog plejeorlov. Jeg havde også nogle rigtig gode veninder som skiftedes til at sove hos mig, fordi jeg var bange for, at canceren ville ramme mig om natten, mens jeg sov. Jeg var bange for at dø alene i min seng.

- Jeg følte mig magtesløs. Jeg kunne ikke rive canceren ud af mig selv. Og det var også en udfordring, at jeg kun var 19 år, så jeg havde ikke rigtig fået værktøjerne til at håndtere den angst, der fulgte sygdommen.

Planlagde sin egen begravelse

- Jeg planlagde min egen begravelse, og satte penge ind på kontoen, og jeg skrev testamente, så mine pårørende ikke skulle stå for det i deres sorgproces, hvis jeg døde.

- Realistisk set, så var der en større chance for, at jeg ville dø af det her, frem for at overleve. Så jeg havde også brug for mit eget vedkommende at få en afklaring omkring døden, så jeg kunne blive mere tryg omkring det. Jeg var ikke bange for at dø, men var bange for at gå glip af et langt liv med alle de oplevelser, som jeg ikke havde nået endnu. Og det gav mig mere kampgejst, forklarer Bjørg om den svære tid.

Kræftforløbet stod på, da Bjørg var 19-21 år. Men nu er det fortid.

- Jeg blev først erklæret rask for et år siden, hvor lægerne sagde, at jeg var helt cancerfri, fordi der skal gå fem år uden andre kræfttilfælde, fortæller den 26-årige kvinde fra Amager.

- Jeg kunne slet ikke reagere, da jeg var vant til ikke at vise følelser under forløbet, da jeg hele tiden skulle være i stand til at træffe svære valg med operationer, der kan slå dig ihjel, men de kan også redde dit liv. Jeg havde i en lang periode lukket af for mine følelser. Men så sad jeg alene i et rum, og pludselig begynder tårerne at løbe ned af mine kinder. Men der gik lang tid, før det gik rigtigt op for mig, at der ikke var mere kræft i kroppen, fortæller en lettet Bjørg.

Danser sig penge til indsamling

Derfor har Bjørg Malling Mortensen valgt at takke ja til at danse i aften til ”Vild med Dans – Knæk Cancer”.

- Det er helt fantastisk. Jeg elsker i forvejen at danse, og jeg har en stor passion for det. Og da jeg fik tilbuddet om at være med i ”Vild med dans – Knæk Cancer” var det rigtigt stort. Også fordi det er noget personligt, da man startede med ikke at kunne gå, og nu kan man pludselig springe rundt på scenen med fuld af liv. Samtidig samler man en masse penge ind, så man kan redde liv, og desuden er man med til at gøre opmærksom på, at unge også kan blive ramt af kræft, fortæller Bjørg om danseudfordringen.

https://imgix.seoghoer.dk/bz5i2076.jpg
 Foto: Claus Poulsen

Bjørg Malling Mortensen tog sig en flot cha-cha-cha sammen med profdanseren Rene Christensen til ære for "Knæk Cancer". Foto: Claus

Hvad er dit råd til andre, der går igennem det samme?

- Man skal lytte til sig selv, og så vidt muligt bevare ens personlighed. Man kan meget let ryge ind i en patientrolle, hvor man bare bliver et nummer i et hospitalssystem.

- Selv om vi har dygtige læger, så skal man stadig være opmærksom på, at man ikke altid skal være autoritetstro, men hvor der er nogen gange, hvor man skal kæmpe sine sager på hospitalet, fordi man bedst kender sin egen krop, lyder det fra Bjørg Malling Mortensen.

Sponsoreret indhold