Nyheder4. december 2016

Beha-familien: Sejler i penge

Bøger, foredrag og TV-programmer. Sejlerfamilien er blevet allemandseje, og pengene strømmer ind med millionoverskud i det seneste regnskab.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/60000.jpg
 (Foto: TV2)

Når vinterens mørke er på nippet til at synes uendeligt, drømmer vi os væk til eksotiske himmelstrøg sammen med familien Beha.

Over 700.000 trofaste seere kan ikke tage fejl. ”Kurs mod fjerne kyster” er en kæmpe succes.

Det har Mikkel Behas bankrådgiver nok også bemærket.

Siden seriens første sæson løb over skærmen, er regnskaberne i familien Behas selskaber Beha Erichsen Holding ApS og datterselskabet Havana Productions ApS steget markant. Det har gjort den næste generation af Kløvedalklanen til millionærer.

Ifølge de seneste regnskaber fra sommeren 2016 havde selskabet Havana Productions ApS, der står for produktioner med Havana, en indtjening på godt og vel tre millioner kr. Det er næsten en fordboling i forhold til sidste år.

Den lange jordomsejling har i den grad været noget at skrive hjem om og har foruden TV-udsendelserne givet stof til både bøger og foredrag.

Bogen ”Hej far kære Emil”, som Mikkel Beha har skrevet i samarbejde med sin ældste søn, strøg til tops på bestsellerlisterne og var allerede i april blevet langet over disken 30.000 gange.

Med en stykpris på 299 kr. giver det ifølge Ekstra Bladets beregninger en profit på ca. 2,5 millioner kr.

Desuden er Mikkel Beha en efterspurgt foredragsholder, og en mand af hans kaliber er ikke helt billig at invitere ud for at fortælle historier fra de varme lande.

Ifølge avisens oplysninger skal arrangørerne betale 45.000 kr. for ét Beha-show.

Det har fået egenkapitalen i Havana Productions ApS til at stige fra 1.305.131 kr. i 2015 til 2.243.833 kr. i 2016, mens moderselskabets formue løber helt op i 3.176.034 kr.

Sponsoreret indhold