Nyheder11. oktober 2008

Basim: Frygter sin fars død

Det 16-årige sangtalent og hans 66-årige far taler ud om sygdommen, som har påvirket ”X Factor”-stjernen voldsomt
I halvandet år har Abdel Moujahid kæmpet mod leukæmi - det har påvirket hans søn Basim virkelig meget
I halvandet år har Abdel Moujahid kæmpet mod leukæmi - det har påvirket hans søn Basim virkelig meget
 Foto: Thomas Laursen

Allerede under "X Factor"-showet i foråret, kom det frem, hvordan 66-årige Abdel kæmpede mod leukæmi, og at faderens utallige hospitalsbesøg og kemobehandlinger tog hårdt på den talentfulde teenager.

Først i de senere måneder er der kommet en bedring i faderens tilstand, og hospitals-besøgene er skåret drastisk ned.

Selv om Abdel er i bedring, sidder frygten for at miste ham stadig dybt i Basim. Han siger det ikke selv, men skriver det i stedet i sangene med sætninger som "hvor mon vi er i morgen, mon du stadigvæk er hos mig nu".

Det er hudløst ærligt, hjerteskærende og utrolig rørende - ikke mindst for Abdel selv, som ellers ikke har hørt sønnen fortælle om sine bekymringer.

- Basim har lidt under min sygdom. Han har været med på sygehuset og været meget bekymret. Men det har han aldrig sagt - det fik jeg at vide af en psykolog, fortæller Abdel og kaster et blik på sin søn.

- Det er aldrig nemt at fortælle sin far, at man er ked af det, forklarer Basim ærligt og sænker blikket.

- Når man køber den her cd, køber man en lille del af mig. F.eks. kan man i sangen "Himlen har alt for mange engle" høre mig græde. Det er en del af mig, og det skal man ikke skjule, fortæller Basim og forklarer, at sangen er skrevet både til og om sin far.

Sangen er at finde på Basims debutalbum "Alt det jeg ville have sagt", som netop er udkommet.

Sponsoreret indhold