Nyheder20. oktober 2016

"Bagedysten" kunne have kostet Luna studenterhuen

Det var en lettelse for Luna, at hun røg ud af "Den store bagedyst" i går aftes. Deltagelsen i det populære program var nemlig ved at koste hende studenterhuen
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20160916-den_store_bagedyst-tsl-0006.jpg
 Foto: Thomas Laursen

I aftenens udgave af ”Den store bagedyst” var det gymnasieeleven Lunas tur til at forlade programmet, men det var faktisk en lettelse for hende. Det betød nemlig, at hun alligevel kunne blive student i sommer.

- Det er selvfølgelig trist at skulle forlade de andre deltagere. Men det var en lettelse, fordi det var midt i min eksamensperiode i 3.g, siger Luna til Ekstra Bladet.

Optagelserne til aftenens program gjorde, at hun mistede to eksamener, og var hun gået videre i programmet, så havde hun mistet endnu flere eksamener.

- Det var stort set alle mine eksaminer, der lå lige oven i optagelserne til programmet, så hvis jeg var gået videre, havde jeg ikke haft samme mulighed for at blive student, som jeg ellers fik. Så på den måde var det en kæmpe lettelse, siger Luna om sit exit til Ekstra Bladet.

Faktisk gik hun glip af tre eksamener i løbet af den periode, hvor programmet blev optaget, men heldigvis kunne hun få to af dem rykket til andre dage, mens den sidste blev rykket til august.

- Men helt exceptionelt fik jeg lov til at dimittere og få min hue på, selv om jeg manglede min eksamen, fordi det var en særlig situation. Men hvis jeg var endt med at mangle de to eksaminer på grund af næste program, havde jeg skullet tage dem om et år efter og læse fagene op, siger Luna til Ekstra Bladet.

Men det var på et hængende hår, at hun fik lov til at få studenterhuen på sammen med sine klassekammerater.

- Jeg fik lige med nød og næppe lov til at gøre det alligevel (dimittere, red.). Så selv om det selvfølgelig var trist at ryge ud af programmet, var det virkelig en lykkelig slutning, fortæller hun til Ekstra Bladet.

Sponsoreret indhold