Nyheder17. april 2024 (opd. 17. april 2024)

Antallet af aborter steg

Der blev udført 325 flere aborter sidste år
Nye data fra Sundhedsdatastyrelsen viser, at antallet af aborter steg i 2023.
Nye data fra Sundhedsdatastyrelsen viser, at antallet af aborter steg i 2023.
 Foto: Colourbox (genrefoto)

Antallet af provokerede aborter i Danmark steg med to procent i 2023 sammenlignet med året før.

Det viser nye tal fra Sundhedsdatastyrelsen.

Helt konkret blev der udført 325 flere aborter sidste år end i 2022. Det samlede antal lyder på 15.260.

Udviklingen i retningen af at flere aborter sker tidligt i graviditeten, fortsætter, ligesom det er tredje år i træk, at det samlede antal aborter stiger.

77 procent af alle aborter sidste år blev udført før uge otte. For godt ti år siden var det 61 procent, der skete i løbet af de første to måneder af graviditeten.

Debatten om abortgrænsen, der for nuværende er 12. uge, har længe været fyldt med delte meninger.

Den blussede op, da et flertal i Det Etiske Råd i september sidste år anbefalede at hæve grænsen til 18. uge.

Politiske forhandlinger om nye regler på området begyndte i midten af marts. Forventningen er, at der landes en aftale inden for de kommende uger.

Men selv om det tyder på, at 12-ugers-grænsen, der ikke har været pillet ved i 50 år, sættes op, er der selv i regeringen ingen fælles linje om grænsen.

Moderaternes overbevisning flugter med Det Etiske Råds anbefaling. Socialdemokratiet ser gerne, at grænsen hæves, men vil ikke sætte en konkret grænse.

Ifølge Jyllands-Posten havde heller ikke Venstre gjort sin holdning op i starten af marts.

Det er, til trods for at Venstre sammen med Enhedslisten åbnede op for diskussionen om en højere grænse tilbage i 2022.

Tallene fra Sundhedsdatastyrelsen viser også, at antallet af medicinske aborter fortsat stiger, mens der gælder det omvendte for kirurgiske aborter.

Der indgik kirurgi i 15 procent af aborterne sidste år. For 11 år siden lå andelen på 38 procent.

Ifølge afdelingschef Mette Keis Jepsen er det "som udgangspunkt" positivt, da medicinske aborter er mindre indgribende.

- Det samme kan man sige om tidlige kontra senere aborter, siger afdelingschefen i en meddelelse.

Sponsoreret indhold