Nyheder24. november 2009

Anja Andersen: Risikerer fyring

Håndboldspilleren skal måske til at se sig om efter et andet job
Anja Andersens dage i FCK-håndbold kan være talte som følge af den skrantende økonomi
Anja Andersens dage i FCK-håndbold kan være talte som følge af den skrantende økonomi
 Foto: All Over

Økonomien skranter for alvor i Parken Sport & Entertainment.

Det kan betyde, at Danmarks mest kontroversielle håndboldprofil, Anja Andersen, bliver fyret. Eller selv går fra Don Ø og FCK.

- Anja har følt sig tryg ved Don Ø, derfor tog hun til FCK, og det er kun derfor, hun er der. Hun føler absolut ingen loyalitet over for FCK, og derfor er hun klar til at smutte. Anja er der, hvor hun kan få mest ud af navnet Anja, som en anonym kilde i dag udtrykker det overfor B.T.

Håndbolden rammes hårdest

FCK er for de fleste synonymt med fodbold. Men Flemming "Don Ø" Østergaards sportslige ambitioner har også gjort, at han nu har både et herre- og dame-håndboldhold, der gør sig i den absolutte top.

Men sportslig succes gør det ikke alene. Hvor håndbolden er samlingspunkt i enhver middelstor dansk provinsby, så har den publikummæssigt ikke rigtigt slået igennem i hovedstaden. Og det gør, at den ikke er så økonomisk attraktiv.

- Når man i regnskabet skriver, at der senest i 2011 skal være balance mellem udgifter og indtægter på håndbolddelen, er det en kæmpe udfordring med de meget høje spillerlønninger, FCK har. Jeg tror ikke at spillestedet (Frederiksberg Hallen) er ændret til den tid, og så længe det er tilfældet, kan jeg ikke andet end lave den vurdering, at håndbolden er færdig i FCK, siger TV2's håndboldekspert Bent Nyegaard til B.T.

Sponsoreret indhold