Nyheder6. januar 2012

Anders Frandsen: Skrev afskedsbrev

Vennerne var efter den afdøde sangers ønske ikke inviteret, da han blev stedt til hvile i går
I går blev Anders Frandsen bisat til tonerne af Frank Sinatras "My Way"
I går blev Anders Frandsen bisat til tonerne af Frank Sinatras "My Way"
 foto: All Over Press

Det var ikke en ulykke eller en uovervejet beslutning, da Melodi Grand Prix-stjernen Anders Frandsen den 1. januar blev fundet død med en havegrill i lejligheden.

Smørtenoren efterlod ifølge dagens udgave af B.T. et brev til familien, hvori han beskrev, hvorledes han ønskede at begravelsen skulle foregå.

Det skulle være en lille og intim ceremoni uden præst og kun med den nærmeste familie og få venner. I går torsdag valgte familien at følge Frandsens sidste ønske.

Læs også:
SE og HØRs chefredaktør: Anders Frandsen var vennernes ven

Det betød at nære venner som Flemming Østergaard og Anders Bircow ikke deltog i ceremonien, der foregik fra Rigshospitalets kapel. Begge har dog forståelse for, at familien valgte at følge Frandsens sidste ønske

- Jeg ville gerne have været med til at sige farvel til Anders. Men jeg respekterer familiens valg, siger Flemming Østergaard således til B.T

For Frandsens nære ven gennem mange år, Anders Bircow, er det stadig en gåde, hvorfor sangeren valgte denne løsning på sine problemer.

- Jeg kan jo ikke forstå at han, når han var så afholdt, ikke kunne finde glæde. Men det var åbenbart en velovervejet disposition, siger han til avisen.

Læs også: Vennerne i chok over Frandsens død

Bircow er samtidig overbevist om, at ingen af vennerne kunne have gjort noget, der ville have ændret Anders Frandsens beslutning.

Sponsoreret indhold