Nyheder28. september 2017

Stiller op for Nationalpartiet: Amin Jensen går ind i politik

Komikeren Amin Jensen stiller op til kommunalvalget i Hvidovre for Nationalpartiet. Den 47-årige entertainer vil blandt andet kæmpe for revy og opera
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/amin.jpg
 Foto: All Over Press

Amin Jensen skifter måske komikscenen ud med politikscenen. I hvert fald har den 47-årige entertainer, skuespiller og komiker valgt at gå ind i politik.

I en pressemeddelelse oplyser Amin Jensen ifølge DR, at han stiller op for kommunalvalget i Hvidovre for Nationalpartiet.

Amin Jensen vil særligt kæmpe for de kulturelle tilbud i den sjællandske kommune.

- Jeg så gerne, at Hvidovre Kommune fik sin egen festuge, sin egen operafestival og en revy og i den grad få Hvidovre på landkortet for noget positivt, siger Amin Jensen ifølge DR i en pressemeddelelse.

- Jeg vil kæmpe for, at alle borgere får en lovlig og retfærdig behandling fra kommunens side og en konsekvens, hvis ikke det sker. Den stemme vil jeg rejse, siger Amin Jensen videre i pressemeddelelsen.

Nationalpartiet blev stiftet i 2014 af de tre dansk-pakistanske brødre Aamer, Asif og Kashif Ahmad som en modreaktion på "den højredrejning, som flere partier har taget på udlændingeområdet".

Siden har Nationalpartiet forsøgt at blive opstillingsberettiget til Folketinget - foreløbig dog uden held.

Nationalpartiet blev særligt bemærket, da digteren Yahya Hassan i 2015 forgæves stillede op som kandidat til Folketinget på partiets vegne. I februar 2016 blev Yahya Hassan ekskluderet fra Nationalpartiet, efter han endnu engang var blevet anholdt.

Amin Jensen tabte forleden en langvarig nabokrig, da Hvidovre Kommune fastslog, at en dyrt opsat reklameskærm på komikerens hjem skal pilles ned. Reklameskærmen kostede 200.000 kroner.

Sponsoreret indhold