Nyheder7. oktober 2017

Alberte Winding: Serie-fanatiker med en slavisk morgenrutine

Sangerinden Alberte Winding streamer serier i ét væk, og så læser hun gerne i fem bøger ad gangen.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/alberte_winding.jpg
 (Foto: All Over)

Hvis man mangler en god serie til de mørke efterårsaftener, er der stor sandsynlighed for, at sangerinden Alberte Winding kan anbefale en.

Når hun ikke er i studiet for at indspille ny musik eller på turné, så trawler hun streamingtjenesterne igennem og har set mange af de serier, der er oppe i tiden.

Netop nu er hun aktuel med albummet "Hva drømmer du", og her fortæller hun om sit kulturforbrug.

Hvilken film så du sidst?

- Jeg ser serier og serier og serier. Men sidst, jeg så en film, var det Jim Jamush' "The Limits of Control". Den var super underlig, men havde en fantastisk 60'er-æstetik.

Hvilke serier streamer du?

- "The Americans", "Top of The Lake", "The Handmaid's Tale", "Mr Robot", "House of Cards", "True Detective", "Taboo", "Ray", "Billions", og så videre og så videre. Simpelthen alt godt!

Hvilke podcasts lytter du til?:

- Jeg er først lige kommet med i podcast-feberen og har lyttet til "Kvinden med den tunge kuffert".

Hvad lytter du til i radioen?

- Af og til lytter jeg på "Den Korte Radioavis", men ellers hører jeg musik i bilen og zapper, indtil der er et nummer, jeg kan lide.

Hvilket program får dig til at tænde for fjernsynet?

- Jeg skal nok vænne mig til at se tv igen. Jeg har altid brugt tv til at se serier. En dansk serie er nok det, der får mig tilbage. Men tænk, hvis der var et musik- og et bogprogram!

Hvilken bog ligger på dit natbord?

- Der ligger altid fem. Jeg har lige gjort "New Forrest" af Josefine Klougart færdig, jeg er ved at læse Sjons "Dine øjne så mig", og så læser jeg tit i min onkels, Peter Vinding Diers, biografi om sit liv med at lave vin. Jeg har lige læst Caroline Minor, Ida Holmegård, og Lone Hørslev og er ret oppe og køre over nye, danske forfattere.

Hvilke magasiner køber du?

- Ind imellem køber jeg dyre amerikanske dameblade for at flygte ind i en urealistisk verden af tynde mennesker og positive horoskoper.

Hvilke aviser læser du?

- Jeg læser Politiken fuldstændig slavisk hver morgen. Det er det nærmeste, jeg kommer en rutine.

Hvor går du ud for at være kulturel?

- I de her år er jeg mest livsnyder; jeg går på restaurant og køber gode vine. Men jeg kan godt lide at være et teatermenneske, og jeg skal tilbage til at være det. Inden jeg dør af podagra. Jeg kan virkelig godt lide installationskunst, performance, gadefester, folkfestivaler og lydkunst.

- Vi har lige været i min barndomsby, Skovby på Ærø. Her havde 4 piger, som et projekt under Modstrøm, samlet historier fra Skovby med udgangspunkt i købmanden Høkeren og den samlingskraft hans butik havde.

- I butikken, der nu er lukket, var der ophængt historier og billeder fra byen. Alle mødte op fra hele landet. Vi spillede, en sangskriver skrev sange til Skovby og opførte dem med kor, og alle mødtes i baren i bagbutikken. Mere af det! Det er det kunst er: Et forsøg på at beskrive livet, at oversætte det poetisk, så det er muligt at mærke det tydeligere eller mærke det igen eller på en ny måde.

/ritzau/FOKUS

Sponsoreret indhold