Nyheder16. august 2023

Åh nej! Tenerife ramt af voldsom brand

En måned efter at store områder af Rhodos stod i flammer, er turen nu kommet til Tenerife. Her kæmper brandvæsenet i øjeblikket med en voldsom brand
Der er brande på Tenerife lige nu.
Der er brande på Tenerife lige nu.
 Foto: Ritzau Scanpix

På den kanariske ø Tenerife er fire byer blevet evakueret, efter at en skovbrand tirsdag aften brød ud på på den nordvestlige del af øen.

Det skriver Reuters.

Skovbranden startede i en naturpark, som ligger omkring vulkanen Mount Teide, og onsdag har de spanske myndigheder beordret evakueringen af de fire byer.

Det gælder byerne Arrate, Chivisaya, Media Montaña og Ajafona.

Det fremgår ikke, hvor mange personer der er berørt af evakueringerne.

Branden bevægede sig gennem et skovområde med stejle kløfter, hvilket nu har gjort brandvæsenets opgave mere besværlig, melder Reuters.

- Denne brand kan blive enormt stor, vi har bedt om yderligere hjælp, siger borgmester på Tenerife Rosa Davila i lokalradio, ifølge Reutes.

- Den påvirker primært Corona Forestal (naturpark red.), hvor der er en masse fyrretræer og skov. Det er et stejlt område, og fly er nødvendige, siger borgmesteren.

Ifølge Reuters er det blevet oplyst på lokalradio, at helikoptere har sprøjtet vand ud over området med brand.

Onsdag morgen havde branden ødelagt omkring 130 hektar land - svarende til 1,3 kvadratkilometer - tæt på Teide-vulkanen, som er Spaniens højeste punkt.

I løbet af den seneste uge har De Kanariske Øer været ramt af en hedebølge, som har efterladt mange områder udtørrede og i øget risiko for skovbrande.

Det har lokale beredskabstjenester advaret mod, skriver Reuters.

I juli medførte skovbrande også evakueringer flere steder i øgruppen. Her blev 4000 personer evakueret på ferieøen Las Palma efter en skovbrand, som lokale myndigheder betegnede som "ude af kontrol."

I samme måned var også Tenerife ramt af brand i naturen. Dog en mindre en af slagsen, hvor kun 50 personer måtte evakueres.

Sponsoreret indhold